Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

DSAM udsender opdateret stofskiftevejledning


DSAM udgiver den reviderede vejledning “Hypo- og hypertyreose hos voksne” medio december (uge 51).

Vejledningen rummer anbefalinger til diagnostik, behandling og opfølgning af stofskiftesygdomme i almen praksis.

Arbejdsgruppen, ledet af speciallæge i almen medicin, ph.d. og klinisk professor Jette Kolding Kristensen, har gennemgået de faglige anbefalinger og tilføjet nye afsnit om kombinationsbehandling samt håndtering af gravide med stofskiftesygdom.

Vejledningen udsendes sammen med Practicus til medlemmernes privatadresser og kan forventes leveret inden jul. Også læger, der normalt ikke modtager Practicus, vil denne gang få både magasin og vejledning tilsendt. Herudover er der mulighed for at læse DSAM's vejledninger på vores hjemmeside.

Hvis du ikke har modtaget Practicus med vejledningen inden udgangen af december, kan du i det nye år skrive til dsam@dsam.dk for at få tilsendt et eksemplar.

Har du brug for ekstra eksemplarer, sender DSAM dem gerne (så længe lager haves) mod et forsendelsesgebyr på 100 kr.
 
Se alle DSAM's vejledninger her

DSAM vil udarbejde national beredskabsplan


DSAM’s bestyrelse har nedsat en arbejdsgruppe, der får til opgave at udarbejde et udkast til en national beredskabsplan for almen praksis. Formand for den nye arbejdsgruppe bliver praktiserende læge Henriette Ry Kirstine Lund. Henriette er desuden formand for DSAM Region Syddanmark.

Forslaget til den nationale beredskabsplan blev fremsat i forbindelse med DSAM’s repræsentantskabsmøde i efteråret.

Baggrund
Formålet med beredskabsplanen er at sikre, at almen praksis står bedst muligt rustet til at opretholde kritiske funktioner og patientsikkerhed under forskellige former for samfundskriser (strømafbrydelser, ustabile internetforbindelser, cyberangreb og andre former for systemnedbrud).

Erfaringer fra både sundhedssektoren og andre kritiske infrastrukturer peger på, at det er nødvendigt med en klar og koordineret beredskabsstruktur, der sikrer fortsat adgang til basal sundhedsbetjening, også under teknologiske eller forsyningsmæssige forstyrrelser.

En beredskabsplan vil skulle involvere samarbejdspartnere som PLO, regionerne, relevante myndigheder samt repræsentanter for it-leverandører.
Opgaven er dels at afdække almen praksis’ rolle i infrastrukturen og pege på mangler samt at udarbejde udkast til anbefalinger målrettet den enkelte praksis.

Arbejdsgruppens sammensætning
Udover Henriette Ry Kirstine Lund består arbejdsgruppen af:
  • Kiruba Balasubramaniam, speciallæge i almen medicin
  • Jesper Foss, speciallæge i almen medicin
  • Daniel Nyboe, læge og næstformand for FYAM

Ny interessegruppe: Sund LGBT+-praksis


DSAM's bestyrelse har på sit seneste møde godkendt en ny interessegruppe, der skal beskæftige sig med ”Sund LGBT+-praksis”. Formand for gruppen er læge Daniel Staal Nyboe, næstformand i FYAM. Målet er, at alle LGBT+-personer i Danmark skal kunne føle sig både inviteret, velkomne, set og hørt i almen praksis.

Baggrund
Forskningen viser markant ulighed i sundhed for LGBT+-personer, som både oplever ringere mental og fysisk sundhed, samt en øget risikobetonet livsstil, herunder bl.a. højere alkoholforbrug, mere rygning, flere stoffer, skiftende seksualpartnere og mindre prævention. Denne cocktail af risikofaktorer fører til tidligere – og flere – livsstilssygdomme end hos den øvrige befolkning.

Samlet har LGBT+-personer en forventet levetid, som er 12 år kortere end den øvrige befolkning.

Gruppens arbejdsområder
  • Bidrage med faglig viden og opmærksomhed på LGBT+-personers sundhedsudfordringer
  • Skabe awareness både i det lægefaglige miljø og i samfundet
  • Skabe dialog med øvrige aktører i det sundhedspolitiske felt med særinteresse for LGBT+-personer.

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om gruppens arbejde eller måske være en del af den, så kontakt Daniel Staal Nyboe, e-mail: danielnyboe@gmail.com
 
Se alle DSAM's interessegrupper her

Forslag til den nationale opgavebeskrivelse – høringssvar


DSAM og FYAM har sendt høringssvar til Sundhedsstyrelsen i forbindelse med, at styrelsen har haft forslag til national opgavebeskrivelse for almenmedicinske tilbud  i offentlig høring.

Du kan se DSAM's og FYAM's høringssvar på vores hjemmeside. Tak til jer, der kontaktede os med ideer og forslag til høringssvarene.

Kontingent for 2026


I forbindelse med repræsentantskabsmødet i oktober besluttede et enigt repræsentantskab at hæve kontingentet fra årsskiftet. Kontingentet blev sidst reguleret i 2024, og det vil nu blive fremskrevet med prisindekset svarende til knapt 15 kr. ekstra om måneden for et almindeligt ordinært medlemskab.

Prisstigningen for yngre læger, studerende og pensionister/ikke erhvervsaktive er mindre.
Se alle kontingentsatserne her
Copyright © 2025 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Dansk Selskab for Almen Medicin, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
dsam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.