Dansk Selskab for Almen Medicin logoDansk Selskab for Almen Medicin logo

Om vejledningerne

Om vejledningerne, princippapir og habilitet

Oprettet/sidst redigeret den

DSAM udgiver vejledninger (inkl. FAQta-ark og redskabsark) inden for kliniske problemstillinger, der er hyppigt forekommende og medfører diagnostisk eller behandlingsmæssig usikkerhed og variation i almen praksis. Vejledningerne henvender sig primært til praktiserende læger og praksispersonale.

Vejledningerne bliver løbende opdateret således, at ny viden inden for feltet bliver implementeret i vejledningerne og dermed formidlet til de praktiserende læger m.fl.

Arbejdsgrupper

En arbejdsgruppe består så vidt muligt af speciallæger (og kommende speciallæger) i almen medicin for at sikre den almen medicinske vinkel. Andre speciallæger, patienter og evt. samarbejdspartnere kan inddrages efter behov. Formanden for arbejdsgruppen har en løbende dialog med sekretariat og formandskab i DSAM.

Høring

Alle vejledninger kommer i høring hos de almenmedicinske miljøer, de lægevidenskabelige selskaber, relevante faglige organisationer, Sundheds- og Ældreministeriet, Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening m.v.

Koordinationsgruppe

Der er nedsat en koordinationsgruppe, som aktuelt består af Danske Regioner (DR), Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), Kommunernes Landsforening (KL), Kvalitet i Almen Praksis (KiAP), Lægehåndbogen, Lægemiddelstyrelsen, Medicinrådet, PLO-Efteruddannelse og Sundhedsstyrelsen. Koordinationsgruppen er et dialogforum med fokus på almen praksis, og der foregår gensidig orientering og koordinering af nye vejledninger.

Se kommissoriet for koordinationsgruppen her.

Princippapir for vejledningsområdet

Der er udarbejdet et princippapir for kliniske vejledninger, FAQta-ark og redskabsark. Se det her

DSAM’s habilitetspolitik

Medlemmer af DSAM og eksternt tilknyttede samarbejdspartnere, der indgår i vejledningsarbejde for DSAM, er underlagt krav om gennemsigtighed om mulige interessekonflikter inden for det medicinske virkefelt og særligt lægemiddel- og medicoindustrien.

Om der er interessekonflikt, beror på en konkret vurdering af hvert enkelt tilfælde. Denne vurdering indeholder en afvejning af, hvor berørt lægen er økonomisk eller drifts-/ledelsesmæssigt vedrørende:

  • Interessekonfliktens karakter eller styrke: Er vedkommende direkte eller indirekte berørt?

  • Interessekonfliktens karakter: Arbejder vedkommende inden for samme emne/fagområde?

  • Lægens funktion: Er vedkommende ansat hos eller del af projektledelsen med direkte indflydelse?

Habilitetspolitikken er som følger

  • Alle oplysninger i habilitetserklæringen skal omfatte aktiviteter inden for de seneste fem år.

  • En habilitetserklæring skal udfyldes for hver opgave på vejledningsområdet, der varetages for DSAM, og hver opgave vurderes særskilt.

  • Den økonomiske aktivitet har ingen beløbsgrænse. Hvis vejledningens emne/fagområde og lægens virksomhedsområdet er sammenfaldende, vil det pr. definition føre til inhabilitet.

  • Deltagelse i rådgivende udvalg for lægemiddel- og medicoindustrien og i sponsorerede kongresser, efteruddannelse m.m. inden for vejledningens emne/fagområde accepteres generelt ikke.

  • Afgrænsede mindre (enkeltstående) opgaver såsom undervisning og foredrag inden for vejledningens emne/fagområde, kan som udgangspunkt accepteres, hvis disse aktiviteter fordeler sig over to-tre gange i en femårig periode, med forbehold for undervisningens omfang og karakter.

  • Medvirken i enkeltstående projektarbejde med honorering for ekstra tid med patienter og lignende kan som udgangspunkt accepteres.

  • I vurderingen af habilitetserklæringen kan der skelnes mellem typer af varetagne opgaver, f.eks. kan være mindre strikse forhold for reviewere end for arbejdsgruppemedlemmer.

  • Et arbejdsgruppemedlem, som er ansat som forsker ved et universitet på et projekt, der finansieres af en forskningsbevilling fra et medicinalfirma, kan indgå i vejledningsarbejde, såfremt der ikke er penge eller tilsvarende ydelser mellem medicinalvirksomheden og forskeren. DSAM kan bede om en redegørelse for, hvordan man sikrer sig at overholde armslængdeprincippet i det konkrete tilfælde.

  • Et arbejdsgruppemedlems samarbejde med og tilknytning til lægemiddel- og medicoindustri skal angives i den pågældende vejledning, hvis denne udgives mindre end fem år efter samarbejdet.

Vurdering

DSAM foretager en individuel vurdering af betydningen af en evt. interessekonflikt i forhold til opgaveløsningens varighed og indhold og under hensyntagen til, om der i øvrigt foreligger omstændigheder, der kan rejse tvivl om uvildighed i forhold til vejledningens emne.  Vurderingen foretages på baggrund af habilitetserklæringen.

Link til skema

Hvem modtager vejledninger?

Praktiserende læger med ydernummer og øvrige medlemmer af DSAM og FYAM får automatisk tilsendt et eksemplar af nye vejledninger.

Du kan her se en oversigt over alle DSAM's vejledninger, ligesom du har mulighed for at læse og downloade dem. 

Samarbejdspartnere i de faglige miljøer og andre, der arbejder i faget, f.eks. ansatte speciallæger i almen medicin, kan også få nye vejledninger ved at kontakte DSAM.

Hvis du har spørgsmål i forbindelse med de kliniske vejledninger, kan du kontakte DSAM på telefon 7070 7431 eller mail dsam@dsam.dk