Dansk Selskab for Almen Medicin logoDansk Selskab for Almen Medicin logo
practicus_fallback_image_alt

Tessa ved sit skrivebord på klinikken. Foto: Privat.

En dag med Tessa Wiggers

Dato:

2. oktober 2026

Indholdstype:

Artikel

Kategori:

Lægeliv

Tema:

En dag med ...

Blad:

280 (ikke udgivet)

Se alle udgivelser

Forfattere

Tessa Wiggers

Tessa Wiggers

MD i family medicine, Florida

Tessa er MD i family medicine i en stor primary care clinic i Florida.

5.00: Jeg står op med hunden, og vi finder lidt mad og kaffe. Hunden tager sig en lur, mens jeg træner i en lille times tid. Derefter er der lidt stille læsetid.

6.30: Børnene skal vækkes. Den ene er 11 år og beder om 5 minutter mere. Det får hun da. Hun er morgenmenneske og skal nok komme op og i gang. Den 8-årige skal synges op og hjælpes lidt i gang. Manden klarer morgenmaden og tager børnene i skole.

7.00: Jeg kører på arbejde. Det går langsomt. Trafikken er særligt slem på dette tidspunkt. Jeg synger i bilen eller lytter til podcast eller lydbånd.

7.30: Jeg ankommer på arbejde. Åbner e-mail, journalsystemet electronic medical record (EMR) og AI-programmet Open Evidence (som næsten 40 pct. af lægerne nu bruger til at vejlede om behandling, hvis man er i tvivl). Jeg åbner også Ambience, som er et AI-understøttet program til journalskrivning. Det reducerer den tid, jeg bruger på at skrive journal, da det transskriberer konsultationerne. I øjeblikket arbejder vi også på en AI, der kan analysere prøvesvar og lave udkast til mailsvar, som lægen godkender.

Jeg tjekker onlinebeskeder, som patienter har sendt over natten. Der er blodprøver, som kræver svar via mail. Hvis en patient skal ringes op, klarer min assistent det. Jeg har fortalt mine patienter, at hvis de hører fra min assistent, er det godt. Hvis de bliver indkaldt til konsultation, skal de være lidt bekymrede. Og hvis det er mig der ringer op, skal de være ret bekymrede. 

8.00: De første patienter er normalt på videokonsultation eller ”telehealth”. Det handler ofte om prøveresultater, eller hvordan det går med ny medicin. Det kan også være en samtale om angst, depression eller ADHD. I USA varetager den praktiserende læge omkring 70 pct. af al psykiatrisk behandling, da psykiatere har lang ventetid. Derfor behandler jeg mange med angst og depression. Der er også tryk på udredning af ADHD hos voksne. Jeg har lavet en aftale med en psykolog, som laver de relevante ADHD-tests. Hvis de viser ADHD, udskriver jeg medicinen. Det er et godt samarbejde, da psykologen ofte afslører andre diagnoser. Psykiaterne har kun kort tid, og så ender det ofte med ADHD-medicin.

8.30: Min assistent henter patienten i venteværelset og stiller nogle generelle spørgsmål i et samtalerum, f.eks. dato for seneste underlivsundersøgelse, mammografi eller koloskopi, men tager også blodtryk og vejer patienten. I USA tilbydes koloskopi hvert 10. år. Ved lav risiko kan man vælge afføringsprøven Cologuard, som analyserer DNA i afføringen for tegn på abnorme celler og blod. Det er de praktiserende lægers opgave at holde styr på forebyggende undersøgelser og ordinere dem, der mangler. Vi bliver evalueret på, om patienterne deltager i de forebyggende undersøgelser, og på vores behandlingsresultater. Hvis vi er gode, henviser forsikringsselskaberne flere patienter – og færre, hvis vi ikke er.

8.45: Jeg ser patienten, mens min assistent følger den næste patient hen til et andet konsultationsrum. Jeg har 3 konsultationsrum, hvor jeg ser patienter. Det er normalt i USA. En typisk konsultation varer 15 minutter, men jeg afsætter 30 minutter til nye patienter.

9.00: Den næste patient har ikke taget den ordinerede medicin, fordi hun ikke havde råd. Folk har forskellige sygesikringer, men de fleste er forsikret gennem deres arbejdsgiver. Hendes sygesikring er ikke så god, så jeg må finde et billigere præparat. Det er desværre heller ikke helt så godt, men det er bedre end ingen medicin. Hun kan betale 300 dollars om måneden (cirka 1800 kr.).

9.15: Jeg ser flere patienter. Min assistent kommer jævnligt ind med spørgsmål fra folk, der har ringet. Hun løser selv så mange opgaver som muligt, men nogle må hun sende til mig. Når sygeforsikringen beder om en ”Prior Authorization”, tager hun sig også af det. Hvis medicinen er for dyr, vil forsikringen have en af deres læger eller algoritmer til at se, om der er en billigere mulighed. De produkter er ikke altid lige så gode, men sygesikringsselskaberne tjener de sparede penge, så ”Prior Authorizations” er vigtig for deres fortjeneste.

11.30: Jeg ser den sidste patient denne morgen. Hun er bekymret, for hun er blevet fyret og mister sin sygesikring. Hun er enlig mor og kan alternativt tegne en sygesikring, der hedder COBRA. Den vil fortsætte hendes sygesikring, men det vil koste mere pr. måned, end hun får udbetalt i arbejdsløshedsydelse, så det kan hun ikke. Vi snakker om, at hun kan prøve forskellige programmer, der kan hjælpe hende med at få den laveste pris på medicinen. Hun vil have alt tjekket (blodprøver, mammografi osv.), inden hendes sygesikring ophører.

12.00 til 13.00: Middagspause. Jeg spiser frokost og tjekker beskeder fra patienter og prøveresultater. Jeg tjekker de journaler, som AI-journalskrivningsprogrammet har lavet. Jeg er ultimativt ansvarlig for det, der står, men generelt er 99 pct. korrekt. Det er dejligt at have den, for den glemmer ikke noget i journalen, og jeg behøver ikke skrive, mens patienten snakker. Den skriver kun det ”medicinsk relevante”, så når vi snakker om hendes lille hund, noterer den ikke noget.

13.00: Den første patient om eftermiddagen spørger, om hun kan tage noget naturmedicin, hun har fundet på internettet, samtidig med den medicin, jeg har ordineret. Jeg bruger OpenEvidence til at finde svar. OpenEvidence er en AI-søgemaskine (large language model), som kun anvender evidensbaseret viden. OpenEvidence siger, at der ikke er meget at bekymre sig om, så det kan hun godt. Den svarer hurtigt og med artikler som bevis.

13.30: Jeg ser en ældre dame, som har hukommelsesproblemer, og hun bor alene. Jeg spørger, om jeg må sende en socialrådgiver ud for at hjælpe hende. Det tilbyder mit firma som en gratis service.

13.45: To af mine sygeplejersker har efteruddannet sig og kan have patientkonsultationer. Uddannelsen er ikke på lægeniveau, men efterhånden er de blevet rigtig gode. I det amerikanske system er det en måde at få adgang til flere læger. Mine sygeplejersker arbejder under min autorisation som læge. En af dem har et spørgsmål om en patient, som hun ser lige nu, og jeg hopper hurtigt ind i hendes konsultationsrum og ser patienten.

15.00: En patient med sammenfald i ryggen kommer for at få en morfinrecept. Morfinudskrivning er stærkt reguleret. En ”family doctor” kan kun give morfin til 3 dage, og ved kroniske smerter skal patienten ses af smertespecialist. Det betyder, at denne patient med meget stærke smerter skal møde ind i klinikken hver tredje dag.

17.00: Det er tid til at køre hjem. Min mand og jeg laver aftensmad, og vi snakker om dagens forløb. Den har været lang, og jeg tænker stadig på den enlige mor og hendes situation. Der er ikke meget hjælp i det amerikanske system. Hvis hun ikke snart finder et arbejde, vil hun stå uden sygesikring og måske miste sit hus. Det kommer an på, hvor meget hun har sparet op.

18.00: Ved aftensmaden hører jeg om børnenes dag. Det er altid den bedste tid, når alle sidder ved bordet og snakker. Her er problemerne lidt mindre. Vi øver lidt dansk eller snakker om geografi. Vi elsker alle at rejse, så det er vigtigt at vide noget om verden.

18.30: Hunden og jeg går en tur rundt om søen bag vores hus. Det hjælper med at få lidt af det negative ud af kroppen. Min yngste datter går med. Hun snakker uafbrudt, mens vi går. Guldsmede flyver omkring os, mens ænder rapper ivrigt i vejkanten.

19.00: Familiehyggetid. Her ser vi fjernsyn, laver kunst eller spiller spil. Børnene skal snart i seng. Det er tid til nattøj og tandbørstning. Vi rydder op, så vi er klar til en ny dag i morgen.

Om Tessa Wiggers

Tessa er opvokset i Danmark. Hun har boet i USA i 30 år. Hun er uddannet læge i USA. Hun arbejder både som læge og ”medical director” i Millenium Physician Group. Firmaet, som er lægeledet, er grundlagt i Florida og har bredt sig til andre dele af USA. Tessa arbejder på halv tid som leder for 100 andre læger og på halv tid som læge. For hun mener, at man bliver en dårlig leder for læger, hvis man ikke selv ser patienter.

Klinikken er meget populær. I USA kan man godt nok vælge at tage direkte til alle speciallæger. Men en specialist i family medicine er billigere og har kortere ventetid.

Tessa var for nylig på politikerbesøg i Washington for at fortælle om, hvor vanskeligt det er at være læge i USA, hvor et stigende antal læger vælger at stoppe karrieren tidligt, på grund af administrative byrder, stress, stigende patientkrav og manglende faglig tilfredshed.

Når man bor i Florida, har man naturligvis været i Disneyworld. Her er Tessa sammen med sin lillesøster Danutha og deres respektive familier. Foto: Privat.

Om Practicus