Dansk Selskab for Almen Medicin logoDansk Selskab for Almen Medicin logo
practicus_fallback_image_alt

Te Pou: Indfør det bedste fra to verdener

Dato:

30. september 2026

Indholdstype:

Artikel

Kategori:

Debat

Blad:

280 (ikke udgivet)

Se alle udgivelser

Forfattere

Marianne Rosendal

Marianne Rosendal

Ph.d., speciallæge i almen medicin og seniorforsker ved Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital og Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus

I New Zealand har de en national organisation af særligt uddannede sundhedsprofessionelle. De tager ud i almen praksis og hjælper patienter med særlige behov, f.eks. mange symptomer, dårlig livsstil eller dårligt mentalt helbred, mens egen læge stadig er tovholder. I Danmark har vi afprøvet noget lignende med stor succes. Er tiden moden til, at vi udbreder det til hele Danmark?

I vinter rejste jeg til New Zealand for at fortælle om projektet ”Mine Symptomer”, som fokuserer på tidlig behandling af patienter med længerevarende symptomer i almen praksis. Det kan f.eks. være patienter med langvarige rygsmerter, hovedpine eller svimmelhed. ”Mine Symptomer” er et internetbaseret selvhjælpsprogram, som i øjeblikket implementeres i almen praksis som et forskningsprojekt.

Som led i projektet er praktiserende læger og patienter blevet interviewet. De har fortalt, at det både kan være svært at komme i gang med programmet og at fastholde motivationen i de otte uger, de har programmet til rådighed. Især hårdt ramte patienter med få ressourcer bliver udfordret. Derfor har vi undersøgt, om udvalgte patienter kunne tilbydes særlig støtte i almen praksis for at forebygge den ulighed i sundhed, der ellers let opstår ved digitale selvhjælpsløsninger.

En oplagt løsning kunne være at uddanne praksispersonale til at varetage en sådan støttefunktion. I 2025/26 har vi arbejdet på at udvikle et sådant støttekoncept og få det pilotafprøvet i praksis. Datamaterialet er endnu ikke fuldt bearbejdet, men de foreløbige erfaringer peger på, at praksis ikke har kapacitet til at sende personale på de nødvendige kurser, og at der er for få patienter til, at personalet opnår den samme rutine i arbejdet, som de har med håndtering af f.eks. diabetes.

Figur fra "Mine Symptomer"
Figur fra projektet "Mine symptomer"

Hvor skal støtten forankres?

Når vi taler med praktiserende læger om patientstøtte, er de generelt ambivalente i forhold til, hvor den bedst placeres. På den ene side er ressourcerne i praksis pressede, hvilket kunne tale for, at støtten forankres uden for praksis, f.eks. kommunalt. På den anden side er det fortsat i almen praksis, at patienter med længerevarende symptomer søger hjælp, og her findes det bedste kendskab til deres livssituation. Samarbejdet med andre aktører, såsom psykologer og fysioterapeuter, kan være vanskeligt for denne patientgruppe, idet nye eller skiftende symptomer let skaber usikkerhed om det videre forløb. Et fuldstændigt eksternt tilbud risikerer at fragmentere forløbene yderligere.

Er der i stedet en tredje vej? I New Zealand har man med organisationen ”Te Pou” etableret en nationalt forankret decentral støttefunktion.

Om ”Te Pou”

  • Te Pou er en national organisation af sundheds- og socialfaglige med primært fokus på mental sundhed (https://www.tepou.co.nz/).

  • Te Pou kan have flere betydninger på maori. Den ene er fra deres mytologi: de søjler af lys, der holder himlen og jorden adskilt, så naturen kan blomstre og mennesket dermed kan trives. Den anden er: en loyal, pålidelig og hårdtarbejdende støtte eller medarbejder – eller en mentor.

  • Te Pou-organisationen er nationalt forankret og finansieret parallelt med almen praksis. Den nationale organisering sikrer forbindelse mellem de mennesker, der arbejder professionelt med området, men sikrer også ensartet information og uddannelse.

Udfordrer den traditionelle opdeling

De sundhedsfaglige, der er ansat i Te Pou, arbejder fysisk ude i almen praksis under betegnelsen ”health coaches”. Praksis stiller lokaler til rådighed og modtager til gengæld ”health coaches” uden direkte omkostninger. Patienterne forbliver således i almen praksis, og det giver let adgang til dialog om patientforløbet mellem ”health coaches” på den ene side og praktiserende læger og deres personale på den anden.

Modellen udfordrer den traditionelle opdeling mellem ”inde” og ”ude” i sundhedsvæsenet. Støtten er hverken kommunal eller praksisejet, men integreret i hverdagen. Te Pou’s sundhedsfaglige får rutine ved at dække flere forskellige praksis og vedligeholder deres kompetencer gennem nationale netværk og efteruddannelse. Samtidig bidrager de med viden til praksis. Erfaringerne peger på, at kontinuitet – den samme person i de samme praksis – er afgørende for, at ordningen fungerer optimalt.

Det sjællandske liaisonprojekt

I 2008 lancerede man i Region Sjælland et samarbejdsprojekt i form af ”shared care” med finansiering via satspuljemidler. Formålet var at udvikle behandlingen af lette til middelsvære depressioner, angsttilstande og somatiseringstilstande ved at udbygge samarbejdet mellem de praktiserende læger og psykiatrien.

Særligt to indsatser var nytænkende i projektet. For det første indsatte man i hvert af 6 distrikter en psykiatrisygeplejerske med tilstrækkelig psykiatrisk kompetence til at tage sig af behandlingsopgaver i samarbejde med den praktiserende læge og med forankring i shared care-kompetencecentret i psykiatrien. For det andet blev der tilbudt lokale gruppeterapeutiske behandlingsforløb for depressions-, angst- og somatiseringstilstande ved en psykiatrisygeplejerske eller psykolog.

Projektet blev evalueret i 2011, og man fandt generelt meget stor tilfredshed blandt både læger og patienter. Projektet lukkede ned, da satspuljemidlerne var opbrugt, men det mindede på mange måder om Te Pou i New Zealand – blot med en regional forankring frem for en national.

Stof til eftertanke

I New Zealand er det spirende bregneskud et symbol på en ny begyndelse. Måske er tiden inde til, at et lignende bregneskud får lov til at spire i det danske sundhedsvæsen?

Erfaringerne viser, at almen praksis tager godt imod ekstern støtte, når den opleves som meningsfuld, praksisnær og integreret i hverdagen. Kunne vi lade os inspirere af den tilgang og skabe de nødvendige behandlingstilbud til patienter med mange symptomer, livsstilsudfordringer og/eller dårligt mental helbred?

Nogle kunne måske frygte, at vi mister noget væsentligt, hvis støttende samtaler varetages af andre faggrupper. Det er en legitim bekymring, men lægers kerneopgave er fortsat det diagnostiske arbejde, som netop kræver en bio-psyko-social tilgang, og lægen har fortsat ansvaret for de mest komplekse patienter.

Spirende bregneskud

Et oplagt første skridt kunne være at bygge videre på erfaringerne fra de tidligere danske shared care-initiativer med inspiration fra Te Pou og etablere en fælles forsøgsordning mellem almen praksis og regionerne. Målet bør ikke være endnu et puljefinansieret projekt. Vi skal udvikle og afprøve en model, der – hvis den viser sin værdi – kan blive en varig del af et mere sammenhængende dansk sundhedsvæsen.

Om Practicus