Kirubakaran Balasubramaniam
Valgoplæg 2025
Oprettet/sidst redigeret den
Jeg er snart 42 år og bosiddende på Fyn, og jeg har siden 2017 været medlem af den regionale bestyrelse i DSAM Syddanmark - først som FYAM-repræsentant og siden 2023 som ordinært DSAM-medlem.
For tiden arbejder jeg to dage om ugen som vikar i en praksis, mens jeg de tre øvrige dage er ansat på Forskningsenheden for Almen Praksis, Odense, som lektor og seniorforsker. Ved siden af min egen forskning underviser jeg bl.a. de medicinstuderende på SDU i praksisrelevante emner, ligesom jeg også vejleder på speciale- og ph.d.-projekter. Herudover deltager jeg i udvikling og afholdelse af kurser i tidlig opsporing af kræft for praktiserende læger og deres personale, ligesom jeg også vejleder hoveduddannelseslæger i almen medicin på det obligatoriske forskningstræningskursus.
I min tid som medlem af den regionale DSAM-bestyrelse har jeg bl.a. arrangeret fyraftensmøder af interesse for både FYAM, DSAM og SAMS. Jeg har naturligvis også deltaget i repræsentantskabsmøderne i DSAM, ligesom jeg også løbende deltager i efteruddannelses- og kvalitetsaktiviteter af relevans for faget. Jeg er medlem af arbejdsgruppen, der opdaterer DSAM's vejledning for type 2-diabetes, og gennem dette har jeg fået indblik i, hvordan man kan implementere evidensbaseret medicin i den daglige kliniske praksis. Herudover er jeg udpeget som repræsentant i styregruppen for Dansk Kvalitetsdatabase for Livmoderhalskræftscreening for at sikre, at almen praksis også har en stemme her. Arbejdet i denne styregruppe er særlig meningsfuldt for mig, da jeg i min forskning også beskæftiger mig med kvinders sundhed, som f.eks. udredning af symptomer på gynækologisk kræft, endometriose og de gener, der kan være forbundne med overgangsalderen.
Jeg brænder for almen medicin, og DSAM spiller en vigtig rolle i at udvikle og sikre faget gennem forskning, kvalitetsudvikling og undervisning. Jeg genopstiller til posten, fordi jeg gerne vil fortsætte med at bidrage til fagets videre udvikling ved at bygge bro imellem forskning og klinisk praksis. Jeg vil arbejde på en lokal forankring af DSAM, og at den faglige aktivitet både er vidensbaseret og vedkommende for medlemmerne.