Tabitha Krogh
Valgoplæg 2025
Oprettet/sidst redigeret den
Jeg hedder Tabitha Krogh Ölmestig og er hoveduddannelseslæge i almen medicin i Fase 1 på Fyn. Udover almen medicin har jeg erfaring indenfor børne- og ungdomspsykiatri, et fag og en patientgruppe som også ligger mit hjerte nært.
Jeg har i de sidste to år været aktivt medlem af FYAM udvalget, hvor jeg har siddet som repræsentant i Yngre lægers Almen praksis Udvalg. Arbejdet i begge udvalg har været enormt inspirerende og lærerigt, hvor jeg har fået oplevelsen af, at man rent faktisk kan være med til at udvikle vores fag, hvis man tør ytre sine holdninger, og hvis vi står sammen. Samtidig har det fagpolitiske arbejde udvidet mit faglige netværk nationalt. Det har givet mig lyst til også at engagere mig lokalt i regionsbestyrelsen.
Jeg er optaget af, at kvaliteten af behandlingen i almen praksis bygger på evidensbaseret viden, og at vi bruger vores ressourcer klogt, hvilket i min optik også betyder, at vi forsøger at nedsætte overdiagnostik og overbehandling.
Jeg er optaget af relationen til patienten, som hver dag gør mit arbejdsliv i almen praksis spændende og meningsfuldt. Det er vigtigt for mig, at patienterne ikke blot bliver kastebolde i et stort sundhedssystem, og jeg gør mig umage med at hjælpe patienterne så godt jeg kan. Derfor har jeg i øjeblikket også sagt ja til at indgå i et samarbejde med børnelæger, børne- og ungdomspsykiatere og almen praktiserende læger om at udvikle det tværsektorielle samarbejde omkring disse børn og deres familier.
Jeg glæder mig meget til fortsat at være en del af DSAM og forhåbentligt kunne være med til at udvikle og forbedre det almen medicinske fag.
Venlig hilsen Tabitha