Osteoporose i almen praksis

Med fokus på forebyggelse af frakturer hos ældre

OBS: Vejledning over 5 år

DSAM tager forbehold for, at der kan være nye retningslinjer/ny evidens på området. Vi har dog valgt at lade vejledningen være aktiv, da der stadig er en del brugbar information i den.

Appendiks A

Knogleskanning - osteodensitometri

Knogleskanning giver et mål for individets frakturrisiko, men identificerer ikke de individer, der vil få osteoporotiske frakturer.

Knoglestyrken bedømmes ved at måle mineraltætheden per areal (BMD) i g/cm2 og det totale mineralindhold (BMC) i gram i et eller flere af de områder af skelettet, der er særligt udsatte for knoglebrud. Undersøgelsen benævnes "knogleskanning" eller mere korrekt osteodensitometri. Der findes to typer knogleskannere: Helkrops- og underarmsskannere.

Ved helkropsskanning måles mineralindholdet i hele skelettet samt i særligt udsatte dele fx lænderyg, hofte og underarm. Målingen foretages sædvanligvis på columna lumbalis (L1-L4) og den ene hofte. For at muliggøre korrektion for absorption i bløddele anvendes to energiniveauer, der absorberes forskelligt i knogle og bløddele (heraf metodens navn: Dual Energy X-ray Absorptiometry, DEXA eller DXA).

Ved underarmsskanning anvendes én røntgenenergi, og målingen foretages kun på underarmen. Underarmsskanning er mindre hensigtsmæssig til diagnostik og behandlingskontrol, da målingen er mindre sensitiv for ændringer som følge af behandling og dårligere til at forudsige hoftebrud og hvirvelsammenfald end hofte- og rygskanninger.

Resultater fra specielle ultralydsmålinger på calcaneus (såkaldte hælskanninger) korrelerer rimeligt med BMD-målinger i hofte og ryg, men målingernes evne til at forudsige senere brud er ikke dokumenteret. Den prædiktive værdi af ultralydsmålinger på calcaneus for fremtidige frakturer er af samme størrelsesorden som DEXA-skanning, men usikkerheden er lidt større. Hælskanning har ingen plads i udredningen af osteoporose.

Resultatet af en knogleskanning udtrykkes ved T- og Z-score. T-score angiver, hvor mange standarddeviationer (SD) den målte værdi afviger hos den enkelte person i forhold til middelværdien for yngre voksne af samme køn. Z-score angiver resultatets afvigelse fra middelværdien for normale på samme alder og af samme køn.

I Danmark anvendes i øjeblikket en kombination af T-score og Z-score som baggrund for bevilling af enkelttilskud til osteoporosemedicin. Målingerne skal baseres på DEXA-metoden anvendt på hofte og columna lumbalis.