Osteoporose i almen praksis

Osteoporose betyder "porøse knogler". Knoglernes styrke og den samlede knoglemasse er nedsat. Knoglernes indre struktur er ændret på en karakteristisk måde, mens de ydre former består uforandrede. Personer med nedsat knoglemasse har øget risiko for brud selv ved lette traumer i forhold til personer med normal knoglemasse. Nedsat knoglemasse i sig selv må mere betragtes som en risikofaktor for brud end som en sygdom.

De kliniske problemstillinger vedrørende osteoporose afhænger af patientens alder og symptomer. Nogle patienter har stærke knogler i forhold til alderen, men frygter knogleskørhed. Andre har svage knogler, men ved det måske ikke.

Nedsat knoglemængde uden frakturer giver ingen symptomer. Kun nogle patienter med osteoporose får følger i form af lavenergibrud, som kan betyde nedsat livskvalitet på grund af smerter, deformiteter og nedsat funktionsniveau.

Behandling af osteoporose består først og fremmest i at forebygge brud. Primær forebyggelse rettes mod en bred gruppe af befolkningen, sekundær forebyggelse mod patienter der har en øget risiko for osteoporose og dermed knoglebrud, mens tertiær forebyggelse er målrettet mod patienter, som allerede har haft osteoporotiske brud.

Det er den praktiserende læges opgave at tage stilling til, om det er indiceret at foretage osteoporoseudredning. En vurdering af patientens risiko for fremtidige frakturer er en forudsætning for, at relevant profylaktisk behandling kan iværksættes.

Selv om osteoporose ikke er en ny sygdom, er det tankesæt, hvormed vi i almen praksis skal møde denne tilstand, en ganske ny udfordring. Vi håber, at denne vejledning i højere grad gør os i stand til at identificere risikofaktorer og udvælge de - og netop de patienter - hvor det er rimeligt at gennemføre udredning og forebyggende behandling.

Forhåbentlig vil vejledningen også i højere grad gøre os opmærksom på almindelige profylaktiske principper, som mange patienter kan have gavn af at efterleve.