Folkemødet: ADHD, forsikringer og børn, der ender mellem systemer

På Folkemødet stod Forsikring og Pension sammen med DSAM for et debatmøde om ADHD, sundhedsforsikringer og børne- og ungdomspsykiatri.Ole Toft fra Altinget var moderator, og som debattører deltog:

• Kirsten Markvardsen, bestyrelsesmedlem i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og praktiserende speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri,

• Trish Nymark formand for ADHD-foreningen

• Mie Rasbech fra Forsikring & Pension

• Mette With Hagensen fra Socialdemokratiet, formand for Sundhedsråd Sydvestjylland

• Maria Krüger, formand for DSAM.

Et centralt tema var, hvad der sker, når børn og unge udredes privat eller via sundhedsforsikring, men bagefter skal videre i det offentlige system.

Kirsten Markvardsen understregede, at non-farmakologisk behandling bør komme først, men at det ofte er omvendt i forsikringstilbuddene. Hun pegede desuden på, at der mangler sammenhæng mellem kommune, psykiatri og almen praksis, og at Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab har lavet et udspil, der peger på behovet for bedre sammenhæng mellem sektorerne og flere almene indsatser. Hun fremhævede, at børn og unge ikke kommer hurtigere igennem den offentlige psykiatri, fordi de har fået en diagnose hos en privat psykiater; de kommer i samme kø som alle andre børn og unge.

Overgangen mellem privat og offentligt regi blev beskrevet som et særligt problem. Kirsten Markvardsen lagde vægt på kontinuitet og tillid som kerneværdier og sagde klart: “Jeg vil hellere have børnene udredt hos mig fra starten – ikke via forsikring eller private tilbud.”

Hun pegede også på, at private tilbud ofte ikke i tilstrækkelig grad har taget stilling til komorbiditet. Det kan have betydning for behandlingen. For eksempel kan OCD forværres af ADHD-medicin. Samtidig risikerer familierne at få et fragmenteret forløb mellem kommune, psykiatri og privat udredning. Flere familier bruger store beløb privat – eksempelvis 30.000-50.000 kroner – uden at det nødvendigvis giver et sammenhængende forløb. Kirsten Markvardsen foreslog, at forsikringsselskaber som minimum bør følge patienten i et halvt år og ikke afslutte for tidligt.

Mie Rasbech fra Forsikring & Pension sagde, at forsikringsbranchen ikke ønsker at konkurrere med det offentlige system. Forsikringerne skal ses som et supplement til den offentlige kernevelfærd, og det har aldrig været hensigten, at alvorligt syge børn skal være afhængige af en forsikring. Men der er vedvarende og store udfordringer med kapaciteten i den offentlige børne- og ungdomspsykiatri, så patienterne søger hjælp, hvor de kan få den. Hun beskrev familier, hvor forældrene er desperate. Forældres erhvervsevne kan blive ramt af ventelisterne, f.eks. ved skolevægring. Derfor har pensionsselskaberne en interesse i at hjælpe for at undgå udbetaling ved tab af erhvervsevne, som er midler, der går ud af den samlede pensionsformue.

Maria Krüger pegede på, at egenbetaling og sundhedsforsikringer kan skabe øget ulighed i sundhed for børnene. Hun rejste spørgsmålet, om der bør være tydeligere principper for branchen – for eksempel om børn og unge overhovedet bør være en del af sådanne forsikringstilbud. Forsikringer skulle måske i højere grad understøtte psykoedukation, forældrestøtte og andre non-farmakologiske indsatser fremfor alene at fokusere på udredning og medicinsk behandling.

Samtidig påpegede hun, at vi skal styrke tilgængeligheden af de lettilgængelige tilbud. Mange familier oplever dem ikke som reelt lettilgængelige og bliver sendt rundt mellem sagsbehandler, PPR og skole i årevis, før de får hjælp. Det største problem er den manglende sammenhæng for familierne og mangel på en tovholder.

Slutteligt konstaterede hun, at almen praksis er under pres for at udskrive farmakologisk behandling af ADHD, men at vi ikke har de nødvendige kompetencer til dette.

Trish Nymark fra ADHD-foreningen beskrev vejen til vurdering og diagnose som kringlet. Nogle forsikringer dækker ikke ADD og ADHD. Andre dækker udredning, men ikke behandling. Nogle familier oplever, at behandling i privat regi ikke godkendes i det offentlige system. Andre oplever, at forsikringsselskaber udreder, men afslutter for tidligt, så barnet alligevel skal henvises videre til det offentlige. Hun pegede også på den dårlige fortælling, der kan opstå om privat udredning: “Du har købt dig til diagnosen.”

Mette With Hagensen fra Socialdemokratiet og formand for Sundhedsråd Sydvestjylland slog fast, at der er afsat penge nok til psykiatrien, men at der mangler psykiatere. Som formand for et sundhedsråd fremhævede hun behovet for, at alle aktører arbejder bedre sammen. Hun formulerede også en klar politisk ambition: “Vi skal ikke have brug for en sundhedsforsikring for at blive undersøgt.”

Debatten viste bred enighed om, at familierne står i en svær situation, men den gav ikke klare løsninger. Og Mette With Hagensens politiske ambition synes svær at gennemføre.

Børne- og ungdomspsykiatrien er højt prioriteret i regeringsgrundlaget og har allerede modtaget en pæn pose penge. Vi kan håbe, det er et skridt på vejen.