Håbets kraft?

En ung læge fortalte mig, at hans daglige bekymring var at tage håbet fra patienten. At han ville slukke ethvert håb for patienten og magtesløs ville medvirke til at ødelægge et andet menneske.

Det er et voldsomt selvbillede og et stort ansvar at tage på sig. Og han står ikke alene med den bekymring. Langt fra. Gennem årene har jeg mødt mange sundhedsfaglige, der taler om oplevelsen af at tage håbet fra en anden. ”Det værste, man kan gøre, er at tage håbet fra den anden,” siger de.

Men har vi så stor magt, at vi kan fratage et andet menneske håbet? Og kan man tage ansvar for et andet menneskes håb? Måske er det godt at tale lidt om håbets muligheder og begrænsninger.

Værenshåb og behandlingshåb

”Håb er den tillidsfulde forventning om noget glædeligt, der vil indtræffe i fremtiden — uden at der foreligger en objektiv sikkerhed.” Sådan defineres håb i Danmarks Nationalleksikon.

I sundhedsfaglig sammenhæng er jeg stødt på håb i mange afskygninger; som vikarierende håb, håblinger (små håb) og så selvfølgelig som håbløshed. Det eneste, de fleste er enige om, er at håbet er af afgørende betydning for at opretholde livet.

På hospitalet oplever jeg ofte, at håbet synes at undergå en form for forandring. At det håb, de fleste bærer med sig ind, når de ankommer; håbet i almindelighed – om alt muligt, vi håber vil ske i vores liv – med sygdom og ændrede livsomstændigheder, pludselig bliver til et koncentreret håb alene om det at blive rask, behandlet, komme ud igen i så god en forfatning, som det er muligt.

Håbet om at blive rask understøttes af dygtige sundhedsfaglige, af et højt specialiseret og stærkt sundhedssystem og af en medfølgende forventning hos både sundhedsfaglige, patienter og pårørende om, at kan næsten alt kan repareres.

Håbet som superkraft

Forfatteren Václav Havel taler om håb som et eksistentielt behov for at skabe mening i det meningsløse:

”Håb er simpelthen ikke optimisme. Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til, hvordan det går.”

Han skelner mellem to håbsspor; et ønske om, at noget godt vil ske, og så et grundlæggende, meningsskabende værenshåb, som vi slet ikke kan undgå at have.

Man kan sige, at håbet om behandling bliver i første håbsspor. Forudsætningen for at håbe på gode ting i fremtiden kommer til at hænge sammen med helbredelse. Håbet opleves som en slags superkraft, der heroisk skal bringe os gennem sygdom. Hvis superkraften fejler, trues eller stopper livet.

Vi understøtter det første håbsspor hos hinanden. Nærer det ved at tale ind i det som noget, vi kan give og tage fra hinanden. Og vi kan ofte slet ikke slippe for det i en sundhedskontekst, særligt når ”jeg vil ikke tage håbet fra dig” suppleres med ”der tog du lige håbet fra mig!” Alle vil have, nære og bringe eller have andre (sundhedsfaglige) til at have, nære og bringe håbet ind i den ramtes liv.

Men superkraften kunne måske også være, at vi slet ikke kan undgå at håbe. At håbet har en evne til at vokse frem – nogle gange helt uforklarligt – på steder, vi ikke regnede med at finde det. Som en ufravigelig menneskelig evne.

Håbets anker – et flytbart håb

En mellemmenneskelig opgave?

Det er en vanskelig opgave at hjælpe et andet menneske med at oppebære og holde et håb, når sygdom og ændrede leveomstændigheder presser livet. Det er også vanskeligt at stå som sundhedsfaglig med de afgørende resultater eller vurderinger, som det ramte menneskes håb står og falder med.

Her er det afgørende, at håbet og ansvaret for håbet tilhører den ramte selv. Håbet er ens eget at forvalte. Andre kan støtte, åbne og være med på vejen, og det er måske det tætteste, vi kan komme på at hjælpe med at bære og nære håbet hos en anden, så det kan findes – selv i det umiddelbart håbløse. Det er ikke en let opgave, og den kræver ansvar, ikke for at flytte håbet hos den anden, men for at flytte med håbets mulighed hos den anden.

At bære håbet med en anden

”Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig,” skriver Dy Plambeck i Hold håbet op. Det er et fint billede.

Nogen eller noget kan holde håbet op, så vi får en retning i det retningsløse. Det er en svær opgave, når der ikke er meget at håbe på. Men vi skal ikke tage eller give håbet. Det er ikke opgaven. Der er et sprog, og vi kan stå ved siden af. Vi kan hjælpe ordene på vej ved at flytte med.