Mellem flodhytter, praksis og patientmøder

Peru – hvor medicin blev til mennesker

På første del af medicinstudiet savnede jeg viden om mennesker og deres sygdomme i konteksten af kultur og samfund. Derfor begyndte jeg at læse antropologi. Jeg fik mulighed for at rejse til Peru for at være på et IMCC-projekt i Pucallpa, hvor også min kæreste Johan var. Jeg udførte feltarbejde i et slumområde langs floden og blev samtidig tilknyttet det lokale sygehus.

Horslunde – hvor praksis blev til passion

Jeg havde forestillet mig en fremtid som socialmediciner, inspireret af mit studenterjob på Socialforskningsinstituttet. Jeg ville gerne prøve at arbejde i almen praksis. I forlængelse af en ansættelse på Nykøbing Falster Sygehus fik jeg heldigvis en praksisreservelægestilling hos Lisbeth Errebo-Knudsen og Kim Kristensen på Lolland.

Som praksisreservelæge i Horslunde fik jeg ansvar for egne forløb med mulighed for sparring og supervision. Jeg mødte patienter med komplekse problemer, og jeg lærte at tage ansvar og søge supervision. Jeg husker tydeligt en af mine første patienter, som led af noget angst og depression. Jeg følte mig ikke sikker på, hvad der var bedst, og jeg foreslog en henvisning til en psykiater i Nykøbing. Nej tak, sagde patienten, det må du klare. Jeg blev opmuntret til at udvikle mine kliniske færdigheder, at tage patienter til samtale, at optage samtalerne for at få supervision og lære af det.  

Et andet eksempel var en ældre patient med skinnebenssår, hvor hjemmet var fyldt med katte og hunde – derfor var det ikke nemt at opnå den nødvendige hygiejne. Jeg fik den idé, at der måtte laves en hunde-katte-gård, så hygiejnen i huset kunne bedres. Det lykkes ikke at få hjælp til dette, men vi fandt en løsning: Patienten fik bad på plejehjemmet før behandling og var taknemmelig. Jeg erfarede, hvor stor betydning et velfungerende lægehus har – og hvor afgørende gensidig tillid og kendskab til hinandens kompetencer er for et godt samarbejde internt i praksis, i samarbejdet med kommunen, plejehjemmet, hospitalet og andre aktører. Det er nøglen til fælles løsninger og den bedst mulige behandling.

Det alsidige arbejde og den tætte kontakt med patienternes liv og lokale samarbejdspartnere gjorde almen praksis til mit speciale.

Patienterne – hvor sygdom blev til liv … og forskning

Johan (Reventlow) og jeg overtog praksis i Slagelse i 1987. Siden kom Ulla (Wolfhagen) og Lisbeth (Bendtsen) til. Det var virkelig godt at få mulighed for at videreudvikle praksis og skabe nogle gode rammer for mødet med patienterne og medarbejderne. Med os havde vi et værdigrundlag blandt andet baseret på vores viden og erfaringer fra Peru. At sidde på forreste række i mødet med patienternes virkelighed var lærerigt. Jeg lærte, at sygdom både er biomedicinsk og psykosocialt formet.

En tyrkisk førstegangsfødende troede, at der var noget galt med hende eller barnet, fordi jeg spurgte, hvem der skulle med til fødslen; i hendes kultur tog man kun pårørende med, hvis det var alvorligt. Det lærte mig at være nysgerrig og tydelig i kommunikationen. Andre patienter lærte mig, at sprogforbistring kan skjule alvorlige symptomer – og at fejl skal bruges til læring.

En gang kom en tyrkisk familie gentagne gange og sagde, at der var problemer med barnets "tis". Jeg konstaterede, at bleen var våd, og der var ingen tegn på infektion. Først senere forstod jeg, at barnet havde Hirschsprungs sygdom  – og at familien brugte "stor og lille tis" om afføring og urin. Det understregede, hvor afgørende det er at kommunikere klart og forstå bekymringer – især når sproget er en barriere.

Jeg arbejdede med afmedicinering af beroligende medicin og lærte vigtigheden af dialog og respekt for patientens tempo. En dag havde ægtefællen til en af mine patienter bestilt tid. Han ville sige til mig, at ’vi skal også leve’ og mindede mig om, at processen skal være fælles.

Flere af patientcasene præsenterede spændinger mellem evidensbaseret behandling og patienternes egne værdier og præferencer. Jeg tog ofte afsæt i det medicinske risikobegreb om sandsynligheden for sygdom og død, mens patienterne ofte havde en anden opfattelse. For eksempel sagde en patient: "Det er så mit risikoregnskab." Hun havde flere sygdomme, som skulle behandles, men havde gjort sig nogle overvejelser om, hvad der var vigtigst for hende. Hun prioriterede livskvalitet og socialt liv over et langt liv – en indsigt, der satte gang i min egen forskning. Det rejste spørgsmålet: Hvordan kan vi styrke vores faglighed med forskning, der også rummer patienternes perspektiver? Her blev antropologi og kvalitative metoder centrale. En tidligere læsemakker fra antropologi pressede mig lidt til at genoptage antropologistudiet som afsluttedes med en magisterkonferens, så jeg fik et ordentligt afsæt for videre forskning.

Mit første forskningsprojekt om kvinders risikoopfattelse og osteoporose tog form. Jeg blev inviteret til dialog om projektet ved Forskningsenheden for Almen Praksis. Her mødte jeg Hanne Hollnagel, Dorte Gannik, Niels Olivarius, Gert Almind, Kirsti Malterud og Lotte Hvas, der støttede og udfordrerede mine ideer. Det blev starten på en ny rejse – fra fuldtidspraktiserende læge til en kombination af praksis, forskning og nye samarbejder.

Afsluttende refleksioner

Disse tre nedslag – Peru, Horslunde og patientmøderne – har formet min lægefaglige identitet, som både praktiserende læge og forsker. De har lært mig, at medicin er mere end diagnoser og behandling. Det er også relationer, kontekst og forståelse. Det er antropologiens blik og praksissens virkelighed. Og det er i mødet med mennesker, at vi bliver til læger. Jeg har fået erfaringer fra arbejdet i egen praksis igennem en årrække, fra andre klinikker i Danmark, i Norge og i Grønland, og jeg har lært meget af kolleger og gennem forskningssamarbejder på tværs af discipliner.

Det er afgørende at indgå i udviklende samarbejder og få den støtte, der er behov for – lige der, hvor man er i sin udvikling og karriere. Det har jeg været så heldig at opleve i praksis, i det faglige arbejde uden for praksis (DSAM, Lægeforeningen, regionalt, lokalt), i forskningen på Forskningsenheden for Almen Praksis, Center for Almen Medicin og i det nordiske samarbejde.

Mange samarbejder og kolleger har haft indflydelse og støttet mig på min færd i mit lægeliv. Det er en læring, jeg tager med mig i mit arbejde, og når jeg møder yngre kolleger. Hvordan støtter vi bedst op om deres udvikling – i både praksisliv og forskningen?