Når troen møder praksis #1: Kristen og praktiserende læge

Hvordan vil du selv beskrive din tro?

Jeg mener, at min tro er en gave; gaver kan man ikke forlange, men man kan ønske sig dem. Derfor kan jeg tænke, at det er lidt synd for mennesker, som ikke har en tro, men må stå rådvilde, alene og søgende i vildnisset. Det er mest interessant, hvad jeg tror på – meget mere interessant end min tro. Jeg tror på Gud, Jesus, Helligånden, som man kan læse om i Bibelen, så jeg spejder efter mening der. Jeg analyserer og vurderer mine handlinger, mine følelser, mine valg, min skyld og særligt min utilstrækkelighed der. Det er stedet, hvor jeg protesterer, men også bøjer mig og bliver stille og befriende lille. Jeg gør mig umage for ikke at føle mindreværd i menneskelige relationer. Men overfor Gud føler jeg mig befriende lille – som et spædbarn igen.

Hvilken betydning har din tro i dit arbejde som praktiserende læge?

Jeg skal lede lidt efter svaret på det. Min tro er så grundlæggende, at det er svært … at jeg ikke helt kan adskille den fra mit ‘jeg’. Den er integreret i hele mit liv, min tankegang.

Har du oplevet, at din tro har hjulpet dig i arbejdet med patienterne?

Ja, den har hjulpet mig i situationer, hvor jeg har begået fejl og mærker skyld. Her kunne jeg ellers have trøstet mig med ”det er hele systemet, jeg havde ikke tid nok, andre ville have gjort det samme, det ville nok være sket alligevel’’... Men med det spændende lægeliv, kommer der også stort ansvar og dermed også skyld. Den skyld har jeg så et sted at placere, og jeg kan søge tilgivelse og forsoning med mig selv.

Bliver dine værdier udfordret eller beriget, når du møder patienter med andre livsanskuelser?

Det ved jeg ikke. Jeg tager det som en selvfølge, at deres værdier er anderledes end mine, men det er de sikkert i mindre grad, end jeg selv tror. Vi er jo gennemsyret af en del kristne værdier i samfundet. Jeg har altid været i mindretal med mit livssyn. Det har gjort, at jeg har været vant til at holde kortene tæt inde ved kroppen, så mine værdier kunne nok være blevet mere udfordret/beriget, hvis jeg selv var mere åben.

Hvordan balancerer du dine personlige værdier med dine patienters ønsker, behov og rettigheder?

Jeg har afvist at henvise til provokeret abort. Jeg har aldrig udskrevet fortrydelsespiller og aldrig udført abort. Hvis jeg ikke havde den mulighed, ville jeg have valgt et andet speciale – måske geriatri... ha ha. Jeg har haft samtaler med kvinder før og efter abort, og jeg har aldrig ‘ikke forstået dem’. Jeg har set og mærket deres tvivl, rådvildhed og smerter. Jeg har haft ondt af dem, som skal stå så ubeskyttet i et for mig at se helt umenneskeligt valg. Der er mange etiske områder i lægefaget, f.eks. prioriteringer mellem behandlinger og i forhold til aktiv dødshjælp, men omkring abort har jeg aldrig været i tvivl. Det undrer mig, at Lægeforeningen er så enigt imod. Det ville have givet mere mening at være imod provokeret abort. Men jeg er glad og stolt af Lægeforeningen og lægestanden her. Jeg har aldrig været fordømmende eller nedsættende over for den gravide kvinde. Jeg har aldrig påført en skyld, hun ikke i forvejen bar på. Men jeg er vred på manden, på netværket, på samfundet, på kirken og hele systemet i den her sag.

Ser du din tro som en ressource i de svære samtaler, f.eks. om håb, mening eller afsked?

Jeg beder af og til for en eller anden, som jeg får ondt af. Eller jeg beder for mig selv – at jeg må være mindre irriteret på en patient. Jeg beder om tålmodighed, og om at jeg må kunne tolke og analysere korrekt, så jeg ikke får lavet fejl. Men jeg husker kun, at jeg ved en enkelt lejlighed har spurgt en patient, om jeg måtte bede for hende. Det blev hun rigtigt glad for. Hmm… måske skulle jeg gøre det igen engang. Jeg spørger – men sjældent – en døende eller en i svær krise, om de har en tro. Men ofte synes jeg faktisk, jeg har rigeligt at gøre med medicingennemgang og hele tovholderfunktionen i de situationer.

Taler du nogensinde med dine patienter eller dine kolleger om tro?

Ja, det gør jeg, men sjældent. Jeg er nok lidt genert omkring det, for jeg er vant til at stå alene. Det er nemmere at tale med en muslim om tro, end det er for mig at tale med en ikke-troende dansker. Tilfældigvis er der flere troende på min arbejdsplads. Det overraskede mig egentlig, men jeg oplever at ‘de har min ryg’. Der er noget selvfølgeligt i at arbejde samme sted, måske som at arbejde sammen med sin familie. Modsat kan jeg være flov over for ikke-troende, at jeg ikke er en god repræsentant for kristendommen, når jeg er mindst lige så morgensur og egoistisk som andre. Det er jo helt korrekt. Jeg er ikke bedre. Mange opfatter, uvist af hvilken grund, kristne som fordømmende og ‘bedre’ end andre. Det undrer mig faktisk. Det har jeg aldrig selv mødt i kirken. Jeg har aldrig følt, at andre kirkelige opfattede sig som bedre. Jeg vil sige, at Gud har haft nogle elendige spindoktorer i os kristne. Vi har åbenbart i ringe grad kunnet formidle kernen af det hele; at vi er utilstrækkelige. Ærgerligt!