Forfattere
Urfan Ahmed
Praktiserende læge hos Storehuslægerne i Hvidovre
Urfan Ahmed
Praktiserende læge hos Storehuslægerne i Hvidovre
I den kommende tid vil vi i Practicus bringe interviews med praktiserende læger eller andre med berøring med almen praksis om udvalgte emner. Vi starter med tre interviews, der har fokus på, hvad troen betyder for virket som alment praktiserende læge, og hvordan troen manifesterer sig i mødet med patienten. Vi har talt med tre praktiserende læger, der er hhv. kristen, muslim og buddhist.
Du skal acceptere statistiske cookies for at kunne se indholdet
Jeg er praktiserende muslim. Min tro er en levende del af min hverdag – ikke kun noget, jeg praktiserer inden for hjemmets fire vægge eller ved bestemte lejligheder. Den er et værdigrundlag og en livsforståelse, jeg bærer med mig i alt, hvad jeg gør. Den giver mig en følelse af ansvar, ydmyghed og sammenhæng i livet – også i de udfordringer, vi møder som mennesker og som læger. Troen minder mig dagligt om, at mit arbejde ikke kun handler om symptomer og diagnoser, men også om at være der for mennesker i deres mest sårbare øjeblikke.
Min tro har en stor personlig betydning, men jeg er samtidig meget opmærksom på, hvordan den må og ikke må influere mit arbejde som læge. Jeg bærer den med mig som en moralsk rettesnor og som en kilde til empati og tålmodighed. Men det betyder også, at jeg bevidst forsøger at være ekstra rummelig, når jeg møder situationer eller holdninger, som måske umiddelbart kunne stride mod mine egne værdier. I praksis betyder det, at jeg gør mig umage for at lytte og forstå – også når det kræver, at jeg sætter mine egne perspektiver til side.
Ja, mange gange. Særligt i samtaler med patienter i eksistentielle kriser, f.eks. i forbindelse med dødsfald, alvorlig sygdom eller håbløshed. Her har troen givet mig sprog, ro og evne til at være til stede på en måde, som patienterne ofte sætter pris på. Jeg oplever også, at det er nemmere for mig at møde troende patienter i øjenhøjde – uanset om de er kristne, muslimer eller noget helt tredje. Hvis jeg ved, at en patient er engageret i f.eks. folkekirken, nævner jeg det gerne som en mulig støtte, men kun hvis jeg kender patienten godt, som man ofte gør i almen praksis, hvor man følger folk gennem mange år.
En pårørende sagde engang til mig efter sin fars død: “Min far var altid så tryg ved at tale med dig. Han sagde, at han kunne mærke, at du også troede på noget – og at det gjorde, at I kunne tale sammen på et andet plan. Han følte sig ikke alene i det svære.” Vi havde haft flere samtaler om hans forhold til det kristne. Jeg oplevede, hvordan det gav ham styrke at få lov at sætte ord på sin tro – ikke fordi vi delte den samme religion, men fordi der var en fælles respekt og genkendelse i det at tro på noget større. Det blev et stille, men meningsfuldt rum midt i sygdommens uvished, og det bekræftede for mig, at tro – i al sin mangfoldighed – kan være en bro mellem mennesker.
Ja, af og til bliver jeg spurgt direkte om min holdning – ikke kun som læge, men også som troende. Det kan være i forhold til abort, organdonation, fertilitetsbehandling eller andre områder, hvor medicinske og religiøse overvejelser mødes. Her er det vigtigt for mig at skelne: Jeg rådgiver som læge, og det gør jeg ud fra medicinske og etiske retningslinjer – ikke som imam. Men hvis jeg ved, at der ikke er nogen konflikt mellem patientens trosgrundlag og den lægelige anbefaling, nævner jeg det gerne som en mulighed. Ellers henviser jeg dem respektfuldt til deres religiøse vejleder.
Jeg oplever det som en berigelse. At være alment praktiserende læge i Danmark er at møde et meget bredt spektrum af livssyn og værdier – og det ser jeg som en gave. Det kræver, at man tør være i det uvisse og møde patienten nysgerrigt og uden fordomme. Jeg prøver at spørge åbent, hvis jeg mærker, at spiritualitet betyder noget for patienten: ”Er der noget, der giver dig styrke i denne tid?” Ofte åbner det op for meningsfulde samtaler – også selvom troen ikke nødvendigvis er formuleret i klassiske religiøse termer.
Min opgave som læge er ikke at få patienterne til at leve som mig, men at hjælpe dem til at leve bedst muligt med deres egne værdier og valg. Derfor er det helt afgørende, at jeg ikke påtvinger mine egne overbevisninger. Jeg bruger min tro som en indre kompasnål til at navigere etisk og medmenneskeligt, men altid med respekt for patientens autonomi. Det kræver nogle gange, at jeg lægger mine egne forestillinger til side, men det er en del af professionalismen.
Absolut. Troen giver mig et indre beredskab og en ro, som jeg tror, mange patienter intuitivt mærker. Den hjælper mig til at være til stede uden at flygte fra det svære. Når en patient eller pårørende bryder sammen, kan jeg blive stående og holde rummet – ikke fordi jeg har svar, men fordi jeg har en tro på, at vi ikke står alene i det meningsløse. Jeg bruger sjældent eksplicit religiøst sprog i samtalerne, men min tro giver mig en ro, som nogle patienter intuitivt mærker og finder tryghed i.
Med patienter sker det jævnligt, men når det gælder kolleger, afhænger det meget af relationen. Mine nærmeste kolleger kender godt til både min tro og mit aktive religiøse engagement, men i mødet med nye eller mere perifere fagfæller vælger jeg ofte en mere afmålt tilgang. Ikke alle er lige åbne eller forstående over for kolleger, der bekender sig til en tro og kunne finde på at bede i arbejdstiden. Jeg oplever, at det generelle narrativ i medier og politiske debatter også smitter af på faglige miljøer. Jeg kan godt være bekymret for, hvordan en kollega, der har svært ved at forstå min tro, vil møde en patient med en tydelig tro. Samtidig har jeg dog erfaret, at de fleste læger – troende eller ej – formår at lægge deres egne overbevisninger til side og møde patienten med respekt og åbenhed. Men det kræver bevidsthed – og i nogle tilfælde også mod.
Lægeliv
1. december 2025
I den kommende tid vil vi i Practicus bringe interviews med praktiserende læger eller andre med berøring med almen praksis om udvalgte emner. Vi starter med tre interviews, der har fokus på, hvad troen betyder for virket som alment praktiserende læge, og hvordan troen manifesterer sig i mødet med patienten. Vi har talt med tre praktiserende læger, der er hhv. kristen, muslim og buddhist.
Artikel
Podcast
Lægeliv
1. december 2025
I den kommende tid vil vi i Practicus bringe interviews med praktiserende læger eller andre med berøring med almen praksis om udvalgte emner. Vi starter med tre interviews, der har fokus på, hvad troen betyder for virket som alment praktiserende læge, og hvordan troen manifesterer sig i mødet med patienten. Vi har talt med tre praktiserende læger, der er hhv. kristen, muslim og buddhist.
Artikel
Podcast