Når troen møder praksis #2: Buddhist og praktiserende læge

Der er ikke så mange buddhister i Danmark. Hvorfor blev du buddhist?

Mit første møde med buddhismen var i København, hvor jeg i julen 2009 sad med hjertekvaler (af den romantiske slags!) og forbandede min studentikose ungkarleskæbne langt væk (those were the days!). Til alt held ringede min gode veninde Lene mig op, og hun inviterede mig med til et buddhistisk møde i et privat hjem. På mødet blev der – som det mest naturlige i verden – vekslet mellem at tale om livets helt store spørgsmål og om det nære, vedkommende og personlige. Jeg blev fuldstændig bjergtaget af ånden på mødet og den gensidige respekt deltagerne imellem. Jeg har ikke set mig tilbage siden.

Hvordan vil du selv beskrive din tro?

Buddhismen er på én og samme tid en stor og ædel livsfilosofi med udgangspunkt i målet om varig verdensfred og alle menneskers sande lykke, og samtidig er det en helt nede-på-jorden, moderne, hverdagspragmatisk metode til at forbedre mit liv, lige dér hvor jeg er. Buddhismen tilbyder et modent og fremadskuende syn på livet, døden, og på hvorfor tingene sker, som de gør. Den giver redskaber til at skabe ændringer og skabe menneskelig værdi på netop min unikke måde, uden at de grundlæggende værdier går tabt. Dens bud på helt konkrete tiltag i et globalt samfund har aldrig været mere aktuelle i vores verden, som er præget af krig, oprustning og fundamentalt mørke. Michael Jackson sang ”I’m starting with the man in the mirror”, og det er lige netop dét, vi buddhister gør; vi skaber “menneskelig revolution”.

Hvad gør du helt konkret?

I min sololægepraksis i Svendborg er der mange udfordringer i løbet af en travl og hektisk hverdag, som kan få mig til at glemme mine trosprincipper. Derfor chanter jeg hver morgen og aften for at styrke min tro og beslutsomhed på daglig basis. Målet med det er ikke at opnå indre ro, men at skabe optimal værdi i enhver situation, som livet (og patienterne!) måtte byde på.

Hvad betyder din tro i dit arbejde som praktiserende læge?

Buddhismen og lægeløftet går hånd i hånd. Helt essentielt står målet om at fjerne al lidelse (eller måske snarere lidelsen i al lidelse). Ja, faktisk udspringer selve buddhismen fra én mands beslutning om netop dette. Er det ikke også dét, vi i bund og grund forsøger som læger?

Har du oplevet, at din tro har hjulpet dig i arbejdet med patienterne?

Min tro hjælper mig med at møde mine patienter med åbenhed og tillid til deres og mit eget liv, og den giver mig en kerne at tale ud fra, når jeg møder mennesker i krise. Ikke fordi kommunikationen med patienterne ligefrem altid går fantastisk (i så fald gjorde jeg nok ikke mit arbejde ordentligt). Men svære møder tager jeg op foran Gohonzon, når jeg chanter, og jeg får så ofte en klar idé om, hvordan jeg kommer videre.

Bliver dine værdier udfordret eller beriget, når du møder patienter med andre livsanskuelser?

Absolut beriget! Buddhismen forsager ikke andre religioner, men søger derimod at bygge bro imellem dem. Lidt billedligt sagt kan buddhisme være den tredje tone, som tillægges to andre toners dissonans, og derved kan den skabe en smuk harmoni (folk med musikalske tilbøjelig heder vil nok forstå dette billede). Ved at møde andre menneskers tro med åbenhed og nysgerrighed kan fine dialoger opstå. Jeg er for eksempel et par gange blevet velsignet af en kristen patient som tak for konsultationen (ethvert dørhåndtagsspørgsmål blegner ved siden af!).

Hvordan balancerer du dine personlige værdier med dine patienters ønsker, behov og rettigheder?

Patienternes tillid til, at jeg som læge repræsenterer en høj og evidensbaseret faglighed, er altafgørende for læge-patient-relationen. Ja, det er en helt grundlæggende præmis ved faget. Og en kompromitteret tillid mellem læge og patient kan stå i vejen for alle velmenende tiltag. Jeg er derfor generelt MEGET forsigtig med at nævne noget som helst om min tro i det daglige arbejde, men jeg har dog enkelte gange tilladt mig at anbefale udvalgte patienter at opsøge viden om buddhismen online. Der er en fin balance mellem at repræsentere en bestemt faglighed og muligheden for “en dosis læge” og så at trække på og udfolde ens egen “livsvisdom” i klinikken. Sidstnævnte vil jeg nu mene, at vi til tider allesammen gør, på et eller andet plan, i det daglige arbejde. Gør vi ikke?

Præger din tro dit møde med døende patienter og deres pårørende?

Ja, uden tvivl. På et nyligt palliationskursus i PLO-regi lærte hospitalspræst Lotte Mørk, Rigshospitalet, os kursusdeltagere om, at vi som læger har en fantastisk mulighed for at give den døende patient mening og værdighed i det liv, der har været, og i døden. Det kan vi gøre ved at være med den døende i mørket, se personen som et helt menneske og ved at rumme uden at skulle “løse” noget som helst. Denne holdning står smukt i tråd med de buddhistiske principper; at være til stede og se personen lige foran dig, at se forbi de illusioner, som skaber lidelse, og at anse døden for et grundvilkår, som vi deler.

I buddhismen er døden ikke slutningen på det hele; den giver mulighed for at se tilbage på det liv, der har været, men også for at se fremad mod det næste liv. Sidstnævnte tilbyder jeg indimellem patienter som et perspektiv på døden, som de kan gribe, hvis de vil, og hvis behovet er der. Ikke som en “løsning” på noget, men som en trøst eller lindring i det svære. Det handler grundlæggende om at tilbyde ethvert liv en meningsfuldhed, en værdi og en værdighed, som modvægt til det illusoriske mørke, vi allesammen til tider kan befinde os i. Kim Larsen sang “Om lidt, om lidt, er vi borte, vi ses måske igen” og “Hvis nogen si’r det hele går ad helvede til, så tro dem ikke – det har altid været sådan, og det bli’r det nok ved med, tror du ikke?” Buddhisten er helt enig med Larsen.