Weight Changes following the Diagnosis of Type 2 Diabetes: The Impact of Recent and Past Weight History before Diagnosis. Results from the Danish Diabetes Care in General Practice (DCGP) Study

Niels de Fine Olivarius, Volkert Dirk Siersma, Rasmus Køster-Rasmussen, Berit Lilienthal Heitmann, Frans Boch Waldorff

Efter diabetesdiagnosen er vægttab almindeligt, uanset tidligere vægthistorie. Det er ellers gængs opfattelse at sygdommen ofte udløses af en brat vægtøgning, og at patienter med diabetes har særdeles svært ved at tabe sig. Det aktuelle studie viser at diabetesdiagnosen typisk ikke blev forudgået af en nylig stor vægtøgning, men snarer af en kontinuerlig vægtstigning på godt ½ kg om året gennem 30-40 år. Patienterne tabte sig gennemsnitligt 2.6 kilo i året, der gik forud for diagnosen, og ekstra 2,4 kilo i de følgende seks år. Seks år efter diagnosen vejede de i gennemsnit det samme, som 16 år tidligere.

Undersøgelsen omfatter 885 patienter i alderen 40 år eller derover og nydiagnosticerede med type 2 diabetes. Patienternes vægt blev målt ved diabetesdiagnosen og igen efter 6 års opfølgning. Patienterne rapporterede selv om deres tidligere vægtudvikling. Enten betyder vores fund at det, at få stillet diagnosen diabetes kan være en stærkt motiverende faktor for vægttab, eller også betyder det at vægttab er en indbygget del af selve diabetessygdommens naturhistorie. 

PLoS One 2015; 10(4): e0122219

Grasping the process of implicit mentalization

Davidsen AS, Fogtmann CF.

Dette er en teoretisk artikel, hvor vi forklarer, at mentaliseringsteorien er en brugbar teori for forståelsen mellem mennesker, og således også mellem læge og patient. Vi påpeger, at teorien hidtil har bygget sin forståelse udelukkende på Theory of Mind, men at dette i virkeligheden er mangelfuldt, og at Theory of Mind højst kan redegøre for den eksplicitte mentalisering, som kun udgør toppen af isbjerget. I det hele tage mangler mentaliseringsteorien et solidt filosofisk fundament for forståelsen af den anden. Desuden gør mentaliseringsteoretikerne ikke rede for, hvorledes den implicitte mentalisering, som har stor betydning i alle behandlerrelationer, kan påvises i interaktionen mellem to personer.

Vi forklarer forskellen mellem mentaliseringsteori og Theory of Mind og argumenterer for, hvorledes fænomenologien kunne udgøre det filosofiske fundament for den interpersonelle forståelse i mentaliseringsteorien og således udfylde det teoretiske og filosofiske tomrum. Desuden viser vi, at man kan anvende konversationsanalyse til at indfange implicit mentalisering i interaktionen.

Denne forståelse vil kunne anvendes i etableringen af et teoretisk grundlag for udforskning og træning af forståelsen mellem læge og patient. 

Theory & Psychology; 2015 DOI: 10.1177/0959354315580605

An intervention with access to C-reactive protein rapid test reduces antibiotic overprescribing in acute exacerbations of chronic bronchitis and COPD

David F Strykowski, Anni B S Nielsen, Carl Llor, Volkert Siersma, Lars Bjerrum

Flere lande har indført interventioner i almen praksis for at nedbringe antibiotika overforbrug ved luftvejsinfektioner grundet stigende bekymring for resistens udvikling. Ganske få studier har dog undersøgt om ændringerne i antibiotika forbruget er hensigtsmæssige. Dette er vigtigt at undersøge ved forværring i kronisk obstruktiv lungesygdom, hvor både over- og underbehandling med antibiotika kan være skadeligt for patienterne. Denne artikel viser, at en undervisningsintervention plus adgang til en C-reactive protein (CRP) blodprøve reducerer antibiotisk overbehandling hos patienter med forværring i kronisk obstruktiv lungesygdom. CRP-blodprøven, der angiver graden af inflammation i kroppen, blev taget hos lægen med svar efter få minutter. Reduktionen i overbehandling skete uden at øge underbehandling. Undervisningen alene havde ingen effekt på hverken over- eller underbehandling. Trods begrænsninger indikerer artiklen, at læger der får adgang til CRP-blodprøven nedsætter antibiotika overbehandling hensigtsmæssigt ved forværring i kronisk obstruktiv lungesygdom. Et nyt, veldesignet studie skal afklare hvordan antibiotika overbehandling reduceres sikkert.

Family Practice

Agreement between patients and general practitioners on quality deviations during the cancer diagnostic pathway and associations with time to diagnosis

Jensen H, Sperling C, Sandager M, Vedsted P

Dette studie undersøger forskelle mellem patienters og lægers opfattelse af kvalitetsafvigelser i kræftforløb: grad af enighed, antal og type af afvigelser samt indflydelse på det diagnostiske interval. Resultaterne viser, at både patienter og læger angiver kvalitetsafvigelser i 29 % af de undersøgte forløb. Selvom de er enige i antallet af forløb med afvigelser, er de mindre enige om, hvilke forløb det drejer sig om. Kvalitetsafvigelser var stærkest associeret med tiden til diagnose, når lægen angav en kvalitetsafvigelse, og patientens angivelse styrkede denne sammenhæng en smule. Resultaterne viser, at patienter og læger opfatter kvalitetsafvigelser forskelligt, og at den praktiserende læge synes at være den bedste informationskilde, hvis sundhedsvæsenet ønsker at identificere og reducere de kvalitetsafvigelser, der er relateret til en forlænget afklarings- og udredningstid. Det er også i tråd med tidligere studer, der viser, at lægen er en velegnet kilde til studier af kvalitetsafvigelser og sammenhængen med kliniske faktorer. Studiet bygger på data fra 2,177 patientforløb fra 2010.

Fam Pract. 2015 Apr 16. Pii: cmv021. [Epub ahead of print]

Prescribing style and variation in antibiotic prescriptions for sore throat: cross-sectional study across six countries

Cordoba G, Siersma V, Lopez-Valcarcel B, Bjerrum L, Llor C, Aabenhus R, Makela M.

Almen praksis står for langt størstedelen af (90%) af antibiotika forbruget på verdensplan. Variation i ordination af antibiotika i almen praksis indikerer dårlig kvalitet, hvilket kan bidrage til stigningen i antibiotika resistens. Praktiserende læger forventes at have en relativt homogen ordinations praksis indenfor antibiotika forbruget (eg. ordinations stil), der er baseret på objektive kriterier. Vi analyserede variationen i ordinations stil på tværs af grupper af praktiserende læger fra seks lande og analyserede variationen af den subjektive ordinations stil for antibiotika inden for og på tværs af lande.

457 praktiserende læger og 6.394 patienter fra Argentina, Danmark, Litauen, Rusland, Spanien og Sverige deltog i undersøgelse. Efter justering for patient- og læge karakteristika fandt vi, at ordinations stil er en vigtig kilde til variation i antibiotikaforbruget inden for og på tværs af lande. Danske læger har den mest homogene ordinations stil, Median Odds Ratio( 2.6, 95%CI 2.2;4.4 ); mens praktiserende læge fra Rusland har den mest heterogene ordinations stil, Median Odds Ratio ( 6.8, 95%CI 3.1;8.8 ).

Interventioner rettet mod at påvirke den ordinerende stil af praktiserende læger skal omfatte kontekst-specifikke indsatser på det politiske niveau ved siden læge-målrettede indsatser for at gøre det muligt for læger at reagere mere objektivt til de eksterne krav, der er på plads, når der træffer beslutningen om ordinering antibiotika eller ikke.

BMC family practice 2015, 16(1):7. doi:10.1186/s12875-015-0224-y

Generic Switching and Non-persistence among Medicine Users: A Combined Population-Based Questionnaire and Register Study

Jette Rathe, Morten Andersen, Dorte Ejg Jarbøl, René DePont Christensen, Jesper Hallas, Jens Søndergaard 

Generisk substitution betyder, at blandt lægemidler med samme aktive indholdsstof bliver det udskrevne præparat udskiftet med det billigste generiske alternativ på apoteket. Formålet med studiet var at undersøge, om generiske skift havde en sammenhæng med medicinbrugernes non-persistens (medicin ophør) blandt brugere af antiepileptika og antidepressiva.

Studiet viste, at erfaringer med generisk substitution af et specifikt lægemiddel havde betydning for patienternes fortsatte indløsning af deres medicin. Resultaterne viste at patienter, der oplevede et generisk skifte af et specifikt lægemiddel for første gang, havde en næsten 3 gange større risiko for at ophøre med deres medicin (non-persistens) i forhold til de, der aldrig havde substitueret deres specifikke lægemiddel: Hazard Ratio 2.98, 95% CI (1.81;4.89). 35.7% af de, der substituerede deres lægemiddel for første gang ophørte med at indløse deres lægemiddel i løbet af det første års follow-up sammenlignet med 14.2 % blandt de der aldrig havde skiftet og 15.0 % blandt de, der havde erfaring med tidligere skift.

Konklusion: Medicinbrugere der er første-gangs-skiftere af et specifikt lægemiddel er i større risiko for non-persistens sammenlignet med de, der aldrig har skiftet og de, der har haft erfaring med tidligere generiske skift

PLOS One

A differentiated approach to referrals from general practice to support early cancer diagnosis – the Danish three-legged strategy

Vedsted P, Olesen F

Denne artikel slår til lyd for en trebenet diagnostisk strategi på kræftområdet i Danmark, som har til hensigt at sikre diagnosticering af kræft på tidligere sygdomsstadier. Artiklen diskuterer det kontinuum af symptomer, som patienterne præsenterer i almen praksis, og ser nærmere på de praktiserende lægers adgang til værktøjer i forbindelse med hurtig diagnostisk udredning. Derudover diskuterer forfatterne, hvordan ”ansvarsfølelse” påvirker den strukturelle understøttelse af kræftudredning i sundhedssystemet. Forfatterne understreger, at det er afgørende, at lægerne får mulighed for at henvise patienter til fx de såkaldte ”ja/nej-klinikker”, hvor patienter med uspecifikke symptomer kan få en hurtig afklaring, selvom de ikke præsenterer symptomer, som giver adgang til udredning via en organspecifik kræftpakke. En ny model kræver organisatoriske ændringer, hvor forskning, datainfrastruktur og uddannelse spiller sammen.

Br J Cancer. 2015 Mar 31;112 Suppl:S65-9. doi: 10.1038/bjc.2015.44

A new questionnaire to identify bodily distress in primary care: the ‘BDS checklist’

Budtz-Lilly A, Fink P, Ørnbøl E, Vestergaard M, Moth G, Christensen KS, Rosendal M

Mange patienter henvender sig i almen praksis med legemlige symptomer, som ikke passer med traditionelt definerede sygdomme (også kaldet medicinsk uforklarede eller funktionelle symptomer). På baggrund af forskning i almen praksis er der nu udviklet kriterier for en ny diagnose for patienter med funktionelle lidelser. Denne diagnose har fået betegnelsen bodily distress syndrome (BDS). Det er karakteristisk for patienter med BDS, at de har funktionspåvirkning pga. mange symptomer, og at symptomerne typisk lokaliserer sig til en eller flere symptomgrupper: en kardiopulmonal, en gastrointestinal, en muskuloskeletal og en gruppe af generelle symptomer (træthed, hovedpine, søvnforstyrrelser mv.). Der er nu udviklet et spørgeskema vedrørende de symptomer, der indgår i BDS-diagnosen (BDS-checklisten). I det aktuelle studie deltog 2.480 patienter i en spørgeskemaundersøgelse i almen praksis i Region Midtjylland i perioden 2008-2009. Statistiske analyser bekræftede kriterierne for BDS. Det vil sige, at patienternes symptomer ved brug af BDS-checklisten grupperede sig på samme måde som i de tidligere undersøgelser af BDS, selvom de tidligere undersøgelser byggede på kliniske interviews. Yderligere viste analyserne, at patienterne i undersøgelsen kunne deles i tre grupper: en gruppe af patienter uden BDS, en gruppe af patienter med symptomer fra få (en til to) af symptomgrupperne og en gruppe af patienter med symptomer fra flere (end to) symptomgrupper. Det vil sige, at BDS-checklisten kan være med til at skelne patienter med BDS fra patienter uden BDS og desuden kan skelne mellem patienter med moderat BDS og svær BDS. Symptomerne i BDS-checklisten er de samme, som optræder i skemaet for BDS i DSAM’s kliniske vejledning om funktionelle lidelser. Som for andre spørgeskemaer gælder det, at BDS-checklisten ikke kan stå alene. En læges vurdering er nødvendig for at afgøre, om en patient skal have stillet diagnosen BDS. 

J Psychosom Res. 2015 Mar 16. pii: S0022-3999(15)00060-4. doi: 10.1016/j.jpsychores.2015.03.006. [Epub ahead of print]

Diagnostic intervals before and after implementation of cancer patient pathways – a GP survey and registry-based comparison of three cohorts of cancer patients

Jensen H, Tørring ML, Olesen F, Overgaard J, Fenger-Grøn M, Vedsted P

Dette studie undersøger, om det diagnostiske interval – dvs. tiden fra første kontakt med praktiserende læge til datoen for diagnosen – var kortere efter (end før og under) indførelsen af kræftpakkeforløb. Resultaterne viser, at det diagnostiske interval i gennemsnit var henholdsvis 14 dage kortere i 2007/08 og 17 dage kortere i 2010 ift. før kræftpakkerne. For de 10 % af patienterne, der ventede længst på deres diagnose, var det diagnostiske interval henholdsvis 53 dage kortere i 2007/08 og 44 dage kortere i 2010 ift. før kræftpakkerne. I 2010 var det diagnostiske interval i gennemsnit henholdsvis 23 dage kortere for de pakkehenviste og 9 dage kortere for ikke-pakkehenviste ift. alle patienter før kræftpakkerne. For de 10 % af patienterne, der ventede længst på deres diagnose, var de tilsvarende tal 110 dage kortere for pakkehenviste og 6 dage længere for ikke-pakkehenviste. Analyser for de enkelte kræfttyper viste samme tendenser. Forfatterne konkluderer derfor, at det diagnostiske interval er blevet kortere efter indførelsen af kræftpakkerne, men at de patienter, der ikke blev henvist til en kræftpakke i 2010, stadig havde et langt diagnostisk interval – næsten som før kræftpakkerne. Selvom et af målene med kræftpakkerne var at give hurtigere udredning til alle kræftpatienter, synes der at være behov for yderligere tiltag, som særligt er målrettet de patienter, der ikke henvises direkte til et pakkeforløb for en bestemt kræfttype. Studiet sammenligner tre CaP-kohorter (2004/05, 2007/08 og 2010 ) af nydiagnosticerede førstegangskræftpatienter. Data blev indsamlet via spørgeskemaer til de praktiserende læger, og disse data blev koblet til registre. Svarprocenten fra lægerne var 79,2 %, og i alt 12.558 patienter er indkluderet i analyserne.

BMC Cancer. 2015 Apr 23;15(1):308

Increased utilisation of primary healthcare in persons exposed to severe stress in prenatal life: a national population-based study in Denmark

Jiong Li, Hu Yang, Mai-Britt Guldin, Peter Vedsted og Mogens Vestergaard

Meget tyder på, at stress i graviditeten kan skade det ufødte barn. Dette studie viser, at sorg hos moderen under graviditeten kan betyde, at barnet senere i livet søger læge mere hyppigt sammenlignet med børn, hvor moderen ikke har været i sorg under graviditeten. Det er især, hvis moderen under graviditeten har mistet sin ægtefælle, at barnet tilsyneladende påvirkes og oftere søger sin alment praktiserende læge i ungdommen og ind i voksenalderen. Hos den praktiserende læge får de flere undersøgelser og bliver oftere testet for angst og depression. De modtager også generelt mere samtaleterapi end deres jævnaldrende, hvor moderen ikke var i sorg under graviditeten. Undersøgelsen bygger på et registerstudie med data fra Danmarks Statistik. Studiet inkluderer alle personer, som er født i Danmark mellem 1973 og 2002, dvs. over 2 millioner børn. I registrene kan man se om moderen under graviditeten mister et barn, en ægtefælle, en søskende eller en forælder. Herefter følges børnene fra fødslen og frem til 2009 for at undersøge deres lægesøgning, og grunden til at søge den alment praktiserende læge. Resultaterne af undersøgelsen tyder på, at sorg kan være en meget stressende begivenhed i et menneskes liv, og at det kan påvirke det ufødte barn, når moderen bliver stresset under graviditeten. Vi ved dog ikke helt, om den øgede lægesøgning hos børnene kun skyldes stress i graviditeten, eller om de også påvirkes af, om moderen fx har mistet sin ægtefælle, og den betydning det kan have for barnets opvækst. Studiets resultater har især betydning for planlægningen af indsatsen over for udsatte mødre, børn og unge, hvis de mister et nært familiemedlem.

BMJ Open. 2015 Jan 8;5(1):e005657. doi: 10.1136/bmjopen-2014-005657

Sexual behaviour among young Danes aged 15–29 years: a cross-sectional study of core indicators

Jørgensen MJ, Maindal HT, Christensen KS, Olesen F, Andersen B

Langt de fleste klamydia-infektioner og provokerede aborter forekommer blandt unge i alderen 15-29 år. Mange af disse tilfælde kan formentlig relateres til seksuel risikoadfærd. Dette studie viser, at hovedparten af de unge anvender et kondom ved den seksuelle debut (kvinder: 70 %, mænd: 60 %), men at kondombrug falder i takt med, at de unge får mere seksuel erfaring, og at brugen afhænger af deres partnertype. Ved seneste seksuelle samleje med en fast partner anvender 51,8 % af kvinderne og 55,2 % af mændene et kondom, mens 10 % ikke anvender nogen form for prævention. Hvis partneren ikke er fast, er det kun 43,7 % af kvinderne og 49,5 % af mændene, der anvender et kondom, mens 14,8 % af kvinderne og 20,9 % af mændene ikke anvender nogen form for prævention. Resultaterne stammer fra en landsdækkende web-baseret spørgeskemaundersøgelse, som blev foretaget i 2012 blandt 20.000 tilfældigt udvalgt unge kvinder og mænd. I analyserne blev der taget højde for sociodemografiske forskelle mellem deltagere og ikke- deltagere. Resultaterne af undersøgelsen tyder på, at der er et behov for nye initiativer, der sætter øget fokus på anvendelse af prævention både ved den seksuelle debut og det seneste samleje, hvilket især synes vigtigt, når den seksuelle partner ikke er fast.

Sex Transm Infect. 2015 May;91(3):171-7. doi: 10.1136/sextrans-2014-051814. Epub 2015 Jan 21.

Clinical activity in general practice and cancer

Hjertholm

Kræft er en udbredt sygdom, som kan få alvorlige konsekvenser for patienten og de pårørende. Tidlig diagnostik er afgørende for sygdommens udvikling og følgevirkninger. Den praktiserende læge spiller derfor en central rolle, når den første mistanke dukker op. Hvor tit får lægen så mistanke om kræftsygdom i konsultationen? Er der forskel på, hvilke undersøgelser lægerne iværksætter som følge af mistanke om kræftsygdom? Og påvirker eventuelle forskelle hos lægerne patientens prognose? Disse spørgsmål er undersøgt i en ny sundhedsvidenskabelig ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet, som især stiller skarpt på brugen af PSA-test og kikkertundersøgelser af tarmen. Afhandlingens resultater viser, at lægens mistanke om alvorlig sygdom ofte holder stik og at brugen af flere PSA-tests er associeret med at flere mænd får fjernet prostata uden at det nødvendigvis reducerer dødeligheden. Derudover tyder meget på, at patienter hos de læger, der er mest tilbøjelige til at henvise til kikkertundersøgelse, oftere får diagnosticeret endetarmskræft på et tidligt sygdomsstadie. Forskellene er dog så små, at den kliniske betydning for patienterne er diskutabel. Det er stadig uvist, om øget brug af skopier kan have en positiv effekt på prognosen efter tarmkræft.

Ph.d.-afhandling, Graduate School of Health, Aarhus Universitet, april 2015

DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø

Telefon: 7070 7431 E-mail: dsam@dsam.dk