Larsen HJ, Gunnar N

Lægens kvitteringer er afgørende for at patienten føler sig set, hørt, forstået og taget vare på. Kvitteringer er ord eller sætninger hvormed lægen kan udtrykke sin empati i forhold til det patienten fortæller for eksempel: Det lyder besværligt! Når lægen giver patienten en kvittering, dæmpes den følelsesmæssige spænding i situationen både for patient og læge og øger tilliden mellem dem. Det har desuden vist sig afgørende om lægen giver kvitteringer inden spørgsmål i Patientens del af konsultationen.

Disse resultater bygger på analyse af mere end 10.000 video-optagne rollespil mellem en læge og en anden læge, der gestalter sin patient samt analyse af ”rigtige” konsultationer på video. Dialogerne nedskrives, analyseres og alternative tilgange testes i konsultations laboratoriet (på Kalymnos).

Når man lytter til dygtige terapeuters samtaler benytter de alle kvitteringer til at formidle empati. Læger går imidlertid typisk for tidligt i gang med de biomedicinske aspekter af patientens symptompræsentation. Træning i brugen af kvitteringer i den indledende Patientens del vil bidrage til at afspænde konsultationen, skabe tillid og få vigtige informationer frem, kort sagt et bedre og mere effektivt klinisk arbejde.

Willadsen TG, Siersma V, Nicolaisdóttir DR, Køster-Rasmussen R, Jarbøl DE, Reventlow S, Mercer SW, de Fine Olivarius N.

Prævalensen af multimorbiditet i den danske befolkning var 7.1 %, med stigende prævalens med alderen. Alle kombinationer af multimorbiditet var forbundne med øget dødelighed, og dødeligheden steg med antallet af diagnosegrupper. Kombinationen hjertesygdom-lunge, var hyppig (0.2%), farlig (OR 5.75), og forbunden med ekstra dødelighed (ROR 1.18). Kombinationen endokrin-nyre havde særligt høj ekstra dødelighed (ROR 1.81) og kræft-mental havde særligt lav (ROR 0.66), men for de fleste kombinationer var dødeligheden ikke højere når sygdommene optrådte sammen end hver for sig.

Dette registerbaserede prospektive kohortestudie inkluderede 3 986 209 personer ≥ 18 år bosiddende i Danmark 1. januar 2000. Multimorbiditet defineredes som to eller flere diagnoser fra mindst to forskellige ud af i alt ti grupper af diagnoser: lunge, muskuloskeletal, endokrin, mental, kræft, neurologisk, mave, hjerte, nyre og sanseorganer. Formålet med studiet var: 1) at kortlægge prævalensen af multimorbiditet i Danmark, 2) at finde relevante kombinationer af multimorbiditet, det vil sige hyppige kombinationer af multimorbiditet, som også har høj dødelighed. 3) at undersøge hvilken rolle sameksistensen af to diagnosegrupper har for dødeligheden, det vil sige forskellen på dødelighed når to diagnosegrupper optræder sammen i en person modsat enkeltvis i to personer (ekstra dødelighed). Kohorten blev fulgt i femten år og logistisk regression (odds ratios, OR) og Ratio of ORs (ROR) blev brugt som metoder.

Flere og flere mennesker lever med multimorbiditet og der er behov for at forbedre behandlingen af patienter med multimorbiditet, hvor udfordringer som fragmenteret behandling og manglende koordination mellem kliniske specialer er nogle udfordringer. Eftersom dette studie bruger en bredere definition af multimorbiditet kan vi pege på områder, hvor det kan være særligt relevant, at forbedre arbejdet mellem specialer eller hvor fælles kliniske retningslinjer kan blive meningsfulde.

Borg R, Persson F, Siersma V, Lind B, de Fine Olivarius N, Andersen CL.

Formålet med dette arbejde var at undersøge forholdet mellem fastende plasmaglukose og HbA1c-målinger hos en stor praksispopulation (n=198.346), samt de kliniske konsekvenser af anæmi eller kronisk nyresygdom ved tolkning af HbA1c-værdier. Fastende plasmaglukose-HbA1c forhold var upåvirket ved mild- til moderat kronisk nyresygdom og ved mild- til moderat anæmi. Sammenhængen ændrede sig kun ved alvorlig hyperglykæmi og samtidig alvorlig anæmi, eller når e-GFR var <45 ml / min / 1,73m², således at glukosekoncentrationen blev undervurderet af HbA1c ved anæmi og overvurderet ved kronisk nyresygdom. Forekomsten af eGFR <30 ml/min/1,73m² var 0,82%, mens forekomsten af hæmoglobin <5,0 mmol/l) var 0,11%. Vi konkluderer, at mild- til moderat anæmi og mild- til moderat nyreinsufficiens ingen signifikant indvirkning har på fortolkningen af HbA1c som markør for retrograd glykæmi. Det er derfor berettiget at anvende HbA1c i almen praksis.

Sandager M, Jensen H, Lipczak H, Sperling CD, Vedsted P

Pakkeforløb for forskellige typer af kræft er blevet indført i de seneste år i Danmark for at sikre en bedre overlevelse og øge patienttilfredsheden. Dette studie viser, at de patienter, som blev henvist direkte til et kræftpakkeforløb af deres praktiserende læge, generelt havde en mere positiv oplevelse af udredningsforløbet end de patienter, som ikke blev henvist direkte til kræftpakkeforløb. I alt rapporterede 21 pct. flere patienter at have haft en positiv oplevelse, hvis de var blevet henvist til et kræftpakkeforløb. Denne andel faldt til 14 pct. efter justering for patientoplevede kvalitetsafvigelser og til 11 pct. efter justering for tiden fra kontakt til egen læge og diagnose. Meget tyder således på, at patienter, som blev henvist til et kræftpakkeforløb, generelt var mere tilfredse med udredningen end ikke-pakkehenviste patienter. Denne forskel hang primært sammen med, at de henviste blev hurtigere udredt, og at de ikke oplevede kvalitetsafvigelser i udredningen. Studiet peger på, at patienternes tilfredshed med forløbene kan øges, hvis den diagnostiske udredning kan optimeres yderligere og forløbe endnu mere gnidningsfrit. Studiet bygger på data (fra registre og spørgeskemaer) for 2.256 danske kræftpatienter.

Hansen K, Kristensen O, Søgaard H, Christensen K

Depression er en af de mest udbredte psykiske lidelser. Børn af forældre med depression har en højere risiko for at udvikle somatiske og psykiatriske lidelser. Dette spørgeskemastudie undersøger, om denne risiko kan mindskes ved tidlig støtte fra den praktiserende læge til disse børn. Hele 94 pct. af de deltagende læger mente, at det var relevant at give særlig støtte til denne gruppe af børn, og 65 pct. rapporterede, at de var opmærksomme på barnets trivsel i forbindelse med konsultationer med forælderen. I alt 39 pct. af de praktiserende læger fandt, at de vidste for lidt om, hvad depression hos en forælder betyder for barnets udvikling, og 41 pct. ville gerne have mere viden på området. Flere kvindelige læger (66 pct.) end mandlige læger (56 pct.) fandt, at de havde tilstrækkelig viden. De læger, der mente, at de havde viden nok, var mere tilbøjelige til at fokusere på barnets trivsel end de læger, der mente, at de manglede viden. Studiet viser, at lægernes egen opfattelse formede deres tilgang i konsultationen: de fleste af lægerne vurderede, at det var vigtigt at give særlig opmærksomhed til disse børn, men det var kun to tredjedele af lægerne, der gjorde det. Der synes således at være potentiale for at øge de praktiserende lægers viden om børn af forældre med depression og derved påvirke deres tilgang til støtte af disse børn. Studiet bygger på data fra 890 praktiserende læger i Danmark ud af i alt 1760 inviterede praktiserende læger (svarprocent: 51 pct.).

Fenger-Grøn M, Kjaersgaard MIS, Parner ET, Guldin MB, Vedsted P, Vestergaard M

Personer, der mister en nær pårørende, har en øget risiko for at udøve selvskade eller udvikle anden psykiatrisk sygdom. Dette studie viser, at risikoen mindskes, hvis den praktiserende læge tilbyder samtaleterapi. En simpel sammenligning viste ganske vist, at efterladte, der fik behandling i form af samtaleterapi eller antidepressiv medicin, havde en forhøjet risiko for at udvikle psykiske sygdomme eller begå selvmord. Således blev 2,2 procent af alle tabsramte i studiet ramt af enten en selvskadehændelse eller en psykiatrisk indlæggelse fra et halvt til to år efter tabet. Dette tal var 3,2 procent blandt dem, der fik samtaleterapi, og hele 9,1 procent blandt dem, der fik antidepressiva. Det var dog uklart, om dette skyldtes en skadelig virkning af behandling, eller at lægerne er dygtige til at rette behandlingstilbuddene mod de mest skrøbelige patienter. Derfor analyserede forskerne data med en mere avanceret metode (en såkaldt instrumentvariabelbaseret tilgang), der er udviklet i et samarbejde mellem Forskningsenheden for Almen Praksis og Sektion for Biostatistik ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Denne metode udnytter forskelle mellem praktiserende lægers tilbøjelighed til at anvende forskellige typer behandling. Denne tilgang viste, at patienter, hvis læge sørgede for, at de fik samtaleterapi hos enten læge eller psykolog, havde en risiko, der var 1,7 procent lavere, end de ellers ville have haft. Dette resultat er korrigeret for både registrerede patientkarakteristika og lægernes tilbøjelighed til at anvende medicinsk antidepressiv-behandling. På baggrund af studiet kan der ikke konkluderes noget om effekten af medicinsk behandling i sig selv. Studiet synes dog at dokumentere, at det er vigtigt, at læger har andre virkemidler end skalpel og receptblok, og at en tidlig indsats overfor sørgende kan forebygge alvorlige psykiatriske hændelser. Studiet er et populationsbaseret instrumentvariabel-studie og bygger på registerdata for 207.000 danskere, som oplevede at miste en nærtstående i perioden 1996-2013.