Osgood-Schlatter Sygdom – en opdatering

  • 1 ud hver 10. mellem 10 og 15 år bliver ramt af Osgood Schlatter (smerter omkring tuberositas tibiae), og de fleste forældre med sportsaktive børn kender diagnosen, inden de ses i almen praksis.
  • Man har tidligere troet at Osgood Schlatter udelukkende var vækst-relateret og gik over efter max 6-12 måneder. Ny forskning viser, at 40-60 % fortsætter med at opleve symptomer, og nogle vender aldrig tilbage til deres tidligere sport og døjer med knæsmerter i flere år, selv efter de stopper med at vokse.
  • Osgood Schlatter behandles ofte med pause fra sport og fravær af knæbelastende aktiviteter. Der er dog ingen evidens, der understøtter effekten af pause og fravær fra sport. Fravær fra sport kan muligvis gøre det endnu sværere at vende tilbage til sport for de unge. Derfor bør man snakke med de unge om, hvordan de kan fastholdes i sporten, f.eks. ved at deltage i opvarmning eller lignende, så de holdes i fællesskabet med deres venner.
Læs artiklen her

Troen på, at fortsat fysisk aktivitet hjælper mod rygsmerter, er vigtig

  • Dette er resultaterne af et observationsstudie med et-års opfølgning på 816 patienter henvist til Silkeborg Sygehus.
  • Kliniske retningslinjer anbefaler patienter med rygsmerter at forblive fysisk aktive, hvis de skal opnå fremgang. Men udover troen på, at fysisk aktivitet hjælper, er det også vigtigt, at patienterne ikke er bange for at bevæge sig, og at de ikke er bekymrede for udviklingen i deres smerter.
Læs artiklen her

Plejehjemsbeboere vil gerne drøfte seponering af lægemidler med deres praktiserende læge

  • De ældre er generelt vidende om, hvor mange lægemidler de får, men usikre på, hvilke lægemidler det dfrejer sig om, og hvorfor de får dem.
  • Alle informanter udtrykte stor tiltro til deres praktiserende læge og til, at medicinen måtte være nødvendig, når deres læge havde udskrevet det.
  • Plejehjemsbeboerne udtrykte åbenhed overfor mulig seponering, men de var ikke klar over muligheden for at blive involveret i drøftelsen af, hvilke lægemidler man evt. kunne overveje at seponere, og hvordan det kunne foregå.
Læs artiklen her

Lungekræft giver ofte uspecifikke symptomer

  • Lungekræft er en hyppig kræftform, der ofte diagnosticeres i sene stadier. For at bedre prognosen har man indført kræftpakker, hvor den praktiserende læge kan henvise patienter med alarmsymptomer på lungekræft til hurtig udredning.
  • I et prospektivt kohortestudie af 69.060 danskere over 40 år har vi med baggrund i oplysninger fra den Danske Symptomkohorte om luftvejssymptomer, rygestatus og lægesøgningsadfærd samt registerdata om lungekræftdiagnoser undersøgt den prædiktive værdi af lungekræftsymptomer.
  • Vi fandt bl.a., at den positive prædiktive værdi af et lungekræftsymptom er meget lav, og den negative prædiktive værdi er meget høj. Dvs. hvis man oplever et af de symptomer, som indgår i lungekræftpakken, er risikoen for at man reelt har lungekræft lav. Hvis man ikke har et af alarmsymptomerne på lungekræft, er risikoen for at man alligevel har lungekræft meget lille.
  • Et uspecifikt symptom som appetitløshed havde lige så høj eller højere prædiktiv værdi end specifikke luftvejssymptomer som hoste eller åndenød.
  • Vores fund kan give anledning til overvejelse af, om strategier for rettidig diagnostik af lungekræft fremadrettet bør fokusere på symptomkombinationer frem for enkeltsymptomer. Som praktiserende læge er det desuden vigtig viden, at risikoen for at overse lungekræft hos en patient, der ikke har symptomer, er meget lav.  
Læs artiklen her

Tværsektorielle videokonsultationer under kræftforløb: Brugerperspektiv fra kræftpatienter, onkologer og praktiserende læger samt en teknisk evaluering

  • Tværsektorielle videokonsultationer er en metode til forbedring af kontinuitet og koordinering mellem primær og sekundær sektor til gavn for kræftpatienters behandlingsforløb. Baseret på spørgeskemadata har vi undersøgt kræftpatienters, onkologers og praktiserende lægers vurdering af deltagelse i tværsektorielle videosamtaler.
  • Spørgeskemadata viste, at praktiserende læger og onkologer mente, at 90 % af videosamtalerne ville føre til en bedre koordinering af kræftbehandlingsforløbet.
  • De praktiserende læger fandt, at i 69 % af tilfældene hjalp de fælles videosamtaler med afklaring af deres rolle under kræftbehandlingsforløbet og de fik nyttig information fra sygehuset om patientens behandlingsforløb.
  • Patienterne angav, at de i 85 % af videosamtalerne fandt det gavnligt at have både den praktiserende læge og onkolog med til en fælles videosamtale.
  • Den gennemsnitlige varighed af de tværsektorielle videosamtaler var 15 minutter.
  • På trods af en hurtigt voksende videoteknologi kunne videokonsultationer ikke gennemføres i 11 % af tilfældene pga. tekniske problemer. I 20 % af tilfældene var video- og lydkvalitet ikke tilfredsstillende. Det viser også, at der er behov for let forståelige instruktioner og hotline.
Læs artiklen her

Tværsektorielle videokonsultationer mellem kræftpatient, onkolog og almen praktiserende læge kan være patientcentreret

  • Praksis skal have en større rolle i kræftbehandlingen. Vi belyser om tværsektorielle videokonsultationer med deltagelse af den praktiserende læge, onkolog og kræftpatienten kan afklare rolle- og ansvarsfordeling med inddragelse af patienten.
  • Det kvalitative studie viser at tværsektorielle videosamtaler kan være patientcenteret. Lægerne udviste samarbejde og talte med patienten i lægmandssprog.
  • Lægerne var gode til patientcentrering gennem fællesdagsorden, patientinddragelse og kommunikation med lægmandssprog.
  • Afklaring af de opgaver den praktiserende læge potentielt kan have fokus på under et kræftforløb kunne være patientens arbejdssituation samt de psykosociale udfordringer.
  • Pårørende blev ofte ikke inddraget i disse tværsektorielle samtaler. Det kunne skyldes begrænsninger i den teknisk videoløsning og derfor et fokusområde ved fremtidig implementering.
Læs artiklen her

Kendskab til livstidsrisiko for prostatakræft påvirker antallet af fremtidige PSA-prøver

  • Genetisk risikovurdering ved måling af prostata-specifik antigen (PSA) kan anvendes til at identificere mænd med høj risiko for at udvikle prostatakræft.
  • Dette studie bygger på data fra 146 almen praksis og 7800 mænd i Region Midtjylland. Halvdelen af praksis fik mulighed for at tilbyde gentest af livstidsrisiko for prostatakræft til mænd, der fik foretaget en PSA-test.
  • Kun en tredjedel af mændene, der kunne tilbydes en gentest, fik det rent faktisk foretaget. Vi ved ikke, om de ikke fik tilbuddet eller fravalgte det.
  • Mænd med normalt PSA-tal og normal livstidsrisiko for prostatakræft blev anbefalet IKKE at få foretaget PSA i fremtiden, men 25 % fik det alligevel gjort inden for 2 år sammenlignet med 38 % af de mænd, der ikke fik foretaget en gentest.
  • Tre ud af fire mænd med normale PSA-tal og høj livstidsrisiko for prostatakræft, og som derfor blev anbefalet en årlig PSA-måling, har to år senere fået foretaget en ny PSA-test.
  • Kendskab til livstidsrisikoen ser ud til at påvirke den fremtidige brug af PSA.
  • Samlet set førte adgangen til gentest ikke til en reduktion i anvendelsen af PSA-test. Det kan skyldes mangelfuld implementering i praksis eller mændenes aktive fravalg. Derfor bør det undersøges, hvilke faktorer der hindrer og faciliterer brug af gentesten, og hvordan testen indgår i mændenes beslutning om fremtidig PSA-test. 
Læs artiklen her

Når borgeren kontakter 112, ender det ofte med indlæggelse

  • Det akutte sundhedsvæsen er inddelt i flere enheder: alarm 112 og akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden samt alarm 112 og lægevagten i de øvrige regioner.
  • Den enkelte borger vælger selv, hvilken indgang der tages til sundhedsvæsenet, hvis der opstår behov for lægehjælp uden for egen læges almindelige åbningstid. Det er uklart, om valget afspejler hastegrad og alvorlighed af sundhedsproblemet.
  • Dette studie kortlægger henvendelser fra borgere i Region Nordjylland og Region Hovedstaden til det akutte sundhedsvæsen, herunder sygehuskontakt (<24 timer og ≥24 timer) og diagnoser.
  • Resultaterne viser, at lægevagten og 1813 tog sig af 91 pct. af alle kontakter uden for dagtiden.
  • Sygehuskontakter sås oftest efter kontakt med 112 (henholdsvis 46 % og 54 % for de to regioner), 1813 (41 %) og lægevagten (9 %). Indlæggelser sås oftest efter 112-kontakt. Korte sygehuskontakter sås ofte ved mindre skader og ikke-specifikke diagnoser (for alle akutte enheder), mens hjerte-kar-sygdom sås dobbelt så ofte efter 112-kontakt.
  • De få opkald til 112 resulterede ofte i sygehuskontakt og indlæggelse. Det tyder på, at opkald til 112 drejer sig om de alvorligst syge.
  • Da sygehusdiagnoser kun delvist indikerer alvorlighedsgraden, er yderligere forskning relevant.
Læs artiklen her

Statiner øger ikke risikoen for hjerneblødning hos individer med tidligere hjerneblødning eller blodprop i hjernen

  • Tidligere studier (SPARCL trial and the Heart Protection Study) tyder på, at behandling med statiner øger risikoen for hjerneblødning hos personer med tidligere stroke (hjerneblødning eller blodprop i hjernen). Det har affødt et forsigtighedsprincip, som anbefaler at undgå statinbehandling af personer med tidligere hjerneblødning.
  • Dette studie omfatter godt 55.000 personer med tidligere stroke, som fik statinbehandling, og en sammenlignelig kontrolgruppe uden denne behandling.
  • Blandt personer med tidligere hjerneblødning var risikoen for fornyet hjerneblødning den samme for brugere og ikke-brugere af statin. Blandt personer med tidligere blodprop i hjernen var risikoen for hjerneblødning halveret for statinbrugerne sammenlignet med ikke-brugerne. Fundene var konsistente for forskellige tidsperioder efter påbegyndelse af statinbehandling og kunne ikke forklares af samtidig behandling med anden medicintype, som forebygger hjerte-kar-sygdom.
  • Studiet afviser således en bekymring om, at statin øger risikoen for hjerneblødning hos personer med tidligere stroke.
  • Den observerede forebyggendeeffekt af statin blandt dem med tidligere blodprop i hjernen skal dog fortolkes med forsigtighed, da den potentielt kan tilskrives forskelle mellem brugere og ikke-brugere af statin.

Figur 1. Risiko (hazard ratio) for hjerneblødning (intracerebral hemorrhage) som funktion af tid siden påbegyndelse af statinbehandling for statinbrugere sammenlignet med ikke-brugere for individer med tidligere hjerneblødning og individer med tidligere blodprop i hjernen (ischaemic stroke).

 - 71 KB

Læs artiklen her

Medicinsk screening – hvornår kan screening retfærdiggøres?

  • WHO’s regionale kontor for Europa i København, der dækker 53 medlemsstater og ca. 900 mio. mennesker, har udgivet to rapporter med vejledning om gavn og skade ved medicinsk screening, som bygger på tre baggrundsartikler skrevet af forskningsassistent Frederik Martiny og professor John Brodersen.
  • Alle screeningsprogrammer gør skade. Nogle gør også gavn, og af dem gør nogle mere gavn end skade til en fornuftig pris. Både sundhedsprofessionelle og borgere har imidlertid en tendens til at overvurdere gavn og undervurdere skaden ved screening.
  • Screening er ikke bare en enkelt test, men inkluderer for mange screeningsdeltagere en hel kaskade af kliniske udrednings- og behandlingsforløb, som ikke altid udelukkende er til gavn.
  • Screening er én blandt mange mulige sundhedsinterventioner. Effekten af screening afhænger af kvaliteten af det samlede sundhedsvæsen. Alternativer bør altid overvejes i forhold deres mulige gavn, skade, pris, etiske og juridiske implikationer for borger og for samfund.
  • Screening kan retfærdiggøres, når det hviler på solid evidens, hvor gavn opvejer skade. Men der mangler forskning, der undersøger de potentielle skadevirkninger ved screening, og som undersøger, hvordan sundhedsmyndigheder, læger og borgere afvejer de mulige gavnlige virkninger ved screening op mod de mulige skadelige virkninger.

Læs rapporterne her:


DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø

Telefon: 7070 7431 E-mail: dsam@dsam.dk