DSAM ønsker at bidrage til formidling og implementering af forskningsresultater fra de almenmedicinske forskningsmiljøer. Du får her et særligt udvalgt indblik i den nyeste forskning fra forskningsmiljøerne med relevans for den kliniske hverdag i praksis.

Du er altid velkommen til at kontakte forskningsmiljøerne eller den enkelte forsker for uddybende information. Du er også velkommen med nye idéer til emner, der kan udforskes videnskabeligt.  

Med venlig hilsen
DSAM's forskningsudvalg

• Når danske praktiserende læger bruger ultralyd, er det som et supplement til deres kliniske undersøgelse af patienten.
   
• Lægerne udfører fokuserende ultralydsundersøgelser, som de finder relevante i deres patientpopulation, gennemførlige inden for rammerne af konsultationen, og som de mener giver en bedre patientbehandling. Når lægerne udfører disse scanninger, føler de sig mere sikre i deres diagnostik, og de tør tage konsekvens af deres scanninger.  
   
• Indimellem udfører lægerne også mere eksplorerende ultralydsundersøgelser, enten for at træne deres kompetencer eller fordi de motiveres af en faglig nysgerrighed. Disse undersøgelser udføres hovedsagligt for lægens egen skyld og får sjældent indvirkning på patientens videre behandling.

• Tung styrketræning med opstart 24 timer efter ultralydsguidet injektion med binyrebarkhormon blev af 18/20 patienter med plantar fasciopati vurderet som en acceptabel behandlingsform.
   
• Ifølge de 15 træningsdagbøger, der blev returneret, udførte 10 af deltagerne mere end 75 pct. af træningssessionerne.
   
• Daglig overvågning af smerte via SMS viste, at den gennemsnitlige daglige smerte kun blev reduceret med 1,2 på en numerisk skala fra 0 (ingen smerte) til 10 (værst tænkelig smerte) i ugen efter injektionen sammenlignet med dagene før injektionen.

• Der er ingen sammenhæng mellem hæmoglobin A1c-niveauet og risikoen for iskæmisk apopleksi blandt patienter med atrieflimren og en diabetes varighed ≥10 år.
   
• Både moderat og markant forhøjede niveauer af hæmoglobin A1c er associeret med en højere risiko for iskæmisk apopleksi blandt patienter med atrieflimren og en diabetes varighed <10 år.
   
• Disse fund støtter nuværende vejledninger, der advokerer for stram blodsukkerkontrol blandt patienter med type 2-diabetes og kortere varighed af diabetes mellitus.

• Uhensigtsmæssig medicinering har negative konsekvenser for både den enkelte patient og for samfundet.
   
• Barriererne for seponering af uhensigtsmæssig medicin i almen praksis er mange og ses hos den enkelte læge og patient, men også på det organisatoriske, strukturelle og sociokulturelle plan.
   
• Nye redskaber og tilgange, som kan understøtte seponering i almen praksis, er under udvikling, men kompleksiteten af problemstillingen kalder på brede sundhedsfaglige og -politiske indsatser, som kan bidrage til at reducere uhensigtsmæssig medicinering i Danmark.

• Symptomer på ovariecancer er ofte vage og uspecifikke. Hos mere end 70 pct. diagnosticeres sygdommen først, når canceren er på et avanceret stadium. Transvaginal ultralyd er den foretrukne initiale billeddiagnostiske undersøgelse i gynækologien.
   
• Kvinder ved praktiserende læger med den højeste brug af transvaginal ultralyd blev diagnosticeret med ovariecancer i tidligere stadier end kvinder ved praktiserende læger med den laveste brug. Denne forskel var dog kun signifikant før indførelsen af kræftpakken for ovariecancer.
   
• Direkte adgang til transvaginal ultralyd via almen praksis til kvinder med vage og uspecifikke symptomer kan være med til at sikre diagnosticering af ovariecancer i tidligere stadier.

• Færdigbehandlede kræftpatienter har risiko for tilbagefald. De har også større risiko for at få en ny kræftsygdom end dem, der aldrig har haft kræft. Alligevel ved vi meget lidt om, hvordan vi bedst organiserer kræftopfølgningen, så vi sikrer tidlig opsporing af tilbagefald og nye kræftsygdomme.
   
• Risikoen for at få en ny kræftsygdom var 3-6 pct. hos tidligere kræftpatienter. Risikoen for at få tilbagefald var 6-35 pct., og mere end 80 pct. opstod inden for tre år efter den første kræftsygdom, hvorefter risikoen faldt. Den største risikofaktor for tilbagefald var tumorstadie ved første kræftdiagnose, og patienter med kronisk sygdom syntes at have øget risiko.
   
• Almen praksis vil fremover blive mere involveret i kræftopfølgningen. Studiets resultater kan inddrages, når den praktiserende læge og patienten sammen skal tilrettelægge, hvordan almen praksis bedst følger patienten med henblik på tidlig opsporing af tilbagefald og ny kræftsygdom.

Forekomsten af tilbagefald og nye tilfælde af forskellige typer af kræft

De farvede linjer viser den kumulerede incidensproportion af tilbagefald for forskellige typer af kræft.
De stiplede linjer viser den kumulerede incidensproportion af nye kræftdiagnoser (alle typer) blandt kvinder/mænd med pågældende kræfttype.

• De praktiserende læger har svært ved at få adgang til psykiatrisk behandling til de unge og samtidig oplever de, at kommunerne presser på for at få de unge udredt.
  
  
• De psykiatriske pakkeforløb og de kommunale aktiveringstilbud kan ofte ikke rumme de unges komplekse problemer, og der er ikke en samordning af behandling, psykosocial støtte og beskæftigelsestilbud.
  
  
• Når de unge ikke får tilstrækkelig hjælp andre steder, ender de tilbage hos den praktiserende læge.

• Risikoen for AMI, stroke eller cardiovaskulær død øges næsten fire gange efter akut exacerbation af KOL.
  
  
• Risiko øges med alder og sværhedsgrad af exacerbationer.

• Alle grupper af sundhedspersonale støtter op omkring, at medicinsanering er vigtig for ældre patienter.
   
• Den praktiserende læge anses som nøgleperson af alle grupper.

• Praktiserende læger har en bred forståelse af defensiv medicin udover den simple definition, som går på handlinger udført for at undgå sanktioner.
   
• Lægerne angiver et behov for at imødegå defensiv medicin i deres arbejde.