COVID-PATIENTEN I ALMEN PRAKSIS – DEBUTERER IKKE ALTID MED LUFTVEJSSYMPTOMER!

Vil du hjælpe os med at opdatere symptombeskrivelsen af COVID-19, så den rummer de symptombilleder, der præsenteres i alle dele af sundhedsvæsenet?

COVID-19 kan debutere med symptomer fra stort set alle organsystemer, og den generelle retningslinje fra Sundhedsstyrelsen indeholder en case-definition (beskrivelse af typiske symptomer ved COVID-19), der kun har været justeret marginalt siden den første udgivelse ultimo januar 2020.

Sundhedsstyrelsens case-definition er som følger:

1) For de, der udvikler symptomer, er det karakteristisk, at man til at begynde med har lette symptomer fra svælget og øvre luftveje med ondt i halsen, sygdomsfølelse, muskelsmerter, tør hoste og feber.

Sundhedsstyrelsen har nu udvidet beskrivelsen til at inkludere:

2) Nogle kan også opleve at få hovedpine, kvalme, diarré, tab af smags- og lugtesans og muligvis andre symptomer. I dette stadium har patienten ofte let eller ingen feber.

I DSAM ønsker vi at opdatere denne case-definition med hjælp fra medlemmerne.

Vi beder dig derfor tænke tilbage på de patienter, som er fundet COVID-positive i din praksis:

Har du haft patienter, som ved den primære kontakt til sundhedsvæsenet, har præsenteret sig med andre symptomer, end dem der er nævnt i 1), og efterfølgende fundet SARS-CoV-2 positive?

Hvis ja - vil du kort beskrive:

a) Debutsymptomer - enten anamnestisk eller ved første konsultation (hvor I måske ikke mistænkte COVID-sygdom)

Hvis du har mulighed for at supplere med følgende information, vil det være en yderligere hjælp:

b) Hvor længe der gik fra symptomerne opstod, til patienten fik foretaget en podning?

c) Udviklede patienten de ”klassiske” luftvejssymptomer som beskrevet i 1)

Du kan sende beskrivelsen til DSAM's corona-taskforce på dsam@dsam.dk.

Du må ikke sende personhenførbare oplysninger, men blot symptombeskrivelser. Vi vil meget gerne høre fra dig inden søndag den 17. maj klokken 20.

På forhånd tak fra DSAM's corona-taskforce:

Anders Beich, formand
Bolette Friderichsen, næstformand
Anne Møller, bestyrelsesmedlem
Louise Hørslev, sekretariatschef
Forstærket med Eskild Johansen, uddannelseslæge


DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø

Telefon: 7070 7431 E-mail: dsam@dsam.dk