DSAM skal have ny formand til efteråret

Der er formandsvalg i DSAM i år. Den nuværende formand Anders Beichs funktionsperiode udløber efter seks år på posten, og der skal derfor vælges en ny. Har du en formand i maven, så læs videre, og find ud af, hvad opgaven indebærer.

Som formand er man ikke alene

Først og fremmest skal du brænde for faget almen medicin og have lyst til at arbejde målrettet for at udvikle almen praksis i det fælles sundhedsvæsen. Det er vigtigt at huske, at med en stærk bestyrelse bag sig, et engageret repræsentantskab og et dygtigt sekretariat er man langt fra alene om opgaven. 

Fakta om formandsposten i DSAM

  • Du skal være speciallæge i almen medicin og medlem af DSAM for at kunne stille op som formand.
  • Repræsentantskabet vælger formanden, og der er formandsvalg hvert andet år.
  • En formand kan højst genvælges to gange og dermed maksimalt sidde på formandsposten i seks år i træk.
  • Den nye formand, der vælges til efteråret, bliver formand nr. 18 i selskabets 51-årige historie.
  • Kandidater kan stille op frem til datoen for repræsentantskabsmødet den 2. oktober.

Har du lyst til at vide mere, så læs denne artikel i seneste Practicus. 


DSAM holder årsmøde 1. oktober

Hvad der ikke var muligt sidste år, bliver (forhåbentligt) muligt i år.

Vi har beholdt programmet fra sidste års planlagte årsmøde og kun udskiftet de få sessioner, som ikke længere er aktuelle. Årets tema er således Relation og kontinuitet – i fortid, nutid og fremtid, og du tjekker ind på Comwell Kolding den 1. oktober.

Reserver datoen allerede nu, og glæd dig til et årsmøde med et fagligt spændende program, kollegialt og socialt samvær og ikke mindst en forsinket fejring af DSAM’s 50-års jubilæum. Det er også her, at vi fejrer talentprisen, som sidste år gik til Kasper Lorenz Johansen. 

Måske kommer vi ikke til at danse sammen i år, men en fest skal vi nok få ud af det. Det skal kunne mærkes, at DSAM er fyldt 50 år.

Find program og link til tilmelding i næste Practicus (nr. 255) og på dsam.dk/aarsmoede


Kender du et lægetalent, som skal have en pris?

I 2020 var det den nyuddannede Kasper Lorenz Johansen, som netop havde nedsat sig som praktiserende læge på Frederiksberg, der vandt den ærefulde pris.

Han fik bl.a. prisen for sit utrættelige arbejde som yngre almen mediciner i FYAM og senere for sin indsats i DSAM, hvor han bl.a. var idemanden og en af drivkræfterne bag en national DSAM-kampagne, som handler om kontinuitet i sundhedsvæsenet.

Du kan se en film om sidste års prismodtager her. 

Har du en kollega i tankerne, som du synes gør det godt, og som fortjener en pris for sit gode arbejde, så læs videre.

 Om talentprisen

Talentprisen gives til en person eller en praktiserende læge, der ved en ekstraordinær indsats har medvirket til at profilere selskabet og/eller standen og/eller har ydet noget ud over det sædvanlige til gavn for patienterne og faget almen medicin. Med prisen følger 10.000 kr.

Deadline for indstilling af kandidater er 1. august. Send en mail til dsam@dsam.dk


DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø

Telefon: 7070 7431 E-mail: dsam@dsam.dk