Fristen for tilmelding udløber på søndag

Søndag den 18. september er sidste frist for at tilmelde sig DSAM's årsmøde.

Årsmødet holdes fredag den 30. september på Comwell Kolding, og temaet i år er: "Praktiserende læge i Danmark - status og drømme".

Du kan blandt andet se frem til at høre tre fremragende talere: Peter Clement Lund, sociolog på Aalborg Universitet, Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, og Anders Beich, praktiserende læge og tidligere formand for DSAM. Du kan være med på to ud af 12 parallelle sessioner og stemme på vinderen af årets Ph.d.-cup. Og sidst på dagen kan du blive underholdt i FYAM-timen eller med Radio Ligevægt Live.

DSAM's årsmøde er en dag, du nødigt vil gå glip af - så hvad venter du på? 

Tilmeld dig årsmødet her

Stadig pladser til både festmiddag og overnatning

Efter en dag med inspiration og netværk er det tid til at slappe af over en god middag. Kommer du alene eller har du bare lyst til at møde nye kolleger, er der borde oppe foran, der er reserveret til det. Foretrækker du at sidde sammen med de gamle studiekammerater eller kollegerne fra praksis, så er det selvfølgelig også en mulighed. 

Vi skal undervejs i middagen have uddelt årets talentpris. Hvem der modtager den, afslører vi først på selve aftenen. Til gengæld kan vi allerede nu afsløre, at Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, er årets festtaler. 

Efter middagen er det tid til at ryste maden på plads med en lille svingom, og hertil får vi hjælp af livebandet Barock, der spiller pop- og rocksange energi og drive. Festen slutter kl. 2, og hvis du har holdt ud så længe, så kunne du formentlig godt bruge en seng at dejse omkuld i. Var du ikke så heldig at få et værelse tidligere, så har vi nu igen cirka 10 værelser ledige. Vi har desuden få ledige værelser fra torsdag til fredag. Et enkeltværelse koster 900 kr., et dobbeltværelse 600 kr./person.

Er du interesseret i at tilkøbe en plads ved middagsbordet og/eller et værelse på Comwell, så send en mail til Annette Gehrs.


DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø

Telefon: 7070 7431 E-mail: dsam@dsam.dk