Afmedicinering

Som læger ordinerer vi medicin hele tiden med god og håndgribelig støtte fra talrige guidelines. Men de færreste har en tilsvarende systematisk tilgang til at revurdere og eventuelt stoppe farmakologisk behandling. Vi håber, at vejledningen her kan styrke netop denne del af arbejdet i almen praksis.

Vejledningen er struktureret i tre dele. I første del samles en række overvejelser om tankegangen bag afmedicinering, hvornår og for hvem revurdering af behandling vil være særligt værdifuldt, hvordan man organiserer processen i praksis og tilgængelige ressourcer på området. I anden del diskuteres forhold om den enkelte patients forløb: hvornår afmedicinering kan italesættes som en mulighed, hvordan revurderingen foretages, og hvordan der følges op – med fokus på den gode kommunikation med patienter, pårørende og kollegaer. Her følger vi en patientcase (Dorte) gennem de trin, som en afmedicineringsproces kan indeholde. I tredje og sidste del præsenteres yderligere to patientcases (Jytte og Ole) for at give nogle flere eksempler på, hvordan de generelle overvejelser spiller sammen med den konkrete kliniske praksis.

En væsentlig og veldokumenteret barriere for afmedicinering er manglen på støtte fra kliniske vejledninger. Det håber vi at imødegå med denne vejledning. For langt de fleste lægemidler mangler vi den nødvendige evidens for at kunne opstille håndfaste kriterier for, hvornår konkrete lægemidler bør seponeres. Derfor har vi valgt ikke at gennemgå konkrete lægemiddelgrupper her. I stedet henviser vi til andre ressourcer for dette. Denne vejledning er tænkt som et supplement til andre monofaglige vejledninger – som en inspirationskilde til ændrede arbejdsgange – fremfor et specifikt opslagsværk.

Revurdering og reduktion i behandlingsintensiteten er særligt relevant for den skrøbelige og multisyge patient, og vejledningen tager derfor udgangspunkt i disse patienter.

Vi har valgt at bruge ordet ”afmedicinering” (oversat fra det engelske deprescribing). Dette har vi gjort for at understrege eksplicit, at vi søger at styrke en specifik og underprioriteret del af lægearbejdet, nemlig revurdering og reduktion i farmakologisk behandling. Det bør naturligvis aldrig være et mål i sig selv at reducere i behandlingen blot for at reducere. Målet er at optimere den enkelte patients behandling, blandt andet ved i højere grad at få afstemt behandlingen med patientens egne ønsker til behandlingsniveau.

Vi håber, at vejledningen kan inspirere til overvejelser om, hvor længe en behandling skal vare, og hvornår den skal revurderes, så afmedicinering bliver en naturlig del af ordinationsrutinen. Derudover håber vi, at vejledningen kan bane vejen for, at andre kliniske vejledninger vil få et øget fokus på rammerne for, hvornår og hvordan behandling skal revurderes og evt. reduceres. Først og fremmest håber vi, at vejledningen kan give inspiration til nye rutiner og bedre farmakologisk behandling i almen praksis.

God læselyst!

Arbejdsgruppen, august 2025