Grøn Praksis – klimaomstilling i almen praksis

Vidste du, at grøn omstilling i din praksis kan give store økonomiske besparelser?

I England sparer hvert lægehus i gennemsnit omkring 10.000 kr. årligt på grøn omstilling. 

Og vidste du, at noget medicin er mere klimatungt end andet?

Klimaaftrykket fra en enkelt inhalationsspray svarer f.eks.til en køretur i bil på ca. 280 km, hvorimod klimaaftrykket fra den tilsvarende pulverinhalator svarer til ca. 6 km køretur. Med lidt omtanke og fokus på miljøet kan vi skabe store forandringer for CO2-udledningen i sundhedsvæsnet.  

Det vil Grøn Praksis, som er en helt ny interessegruppe i DSAM, gerne sætte fokus på. Gruppen vil arbejde for at få de praktiserende læger til at tage stilling til en mere klimavenlig tilgang samt måde at drive egen praksis på. Læs hvordan her.


Hvorfor Grøn Praksis? 

Klimaforandringerne er den største trussel for global sundhed, og det bør vi som læger forholde os til. Desuden er sundhedssektoren en væsentlig bidragsyder til udledningen af CO2. I Danmark er vi bagud med den grønne omstilling i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med. 

Almen praksis har stort potentiale til at bidrage til reduktionen af sundhedsvæsenets klimaaftryk. Desuden rækker almen praksis ud til langt størstedelen af befolkningen, som vi kan forsøge at påvirke til at leve mere bæredygtigt og sundt.  

Hvordan? 

I samarbejde med danske og udenlandske samarbejdspartnere vil vi i Grøn Praksis bl.a. gøre det nemt og relevant at omstille sin praksis til at være mere grøn. Der er mange knapper at skrue på, hvis man ønsker at mindske sit klimaaftryk i sin praksis, og vi vil bl.a. udvikle en værktøjskasse, der gør det nemt for lige præcis din praksis at foretage en grøn omstilling.

Vil du være med? 

Er du interesseret i at deltage i dette spændende og vigtige arbejde, der stadig er i opstartsfasen? Eller måske bare høre mere om projektet? 

Så kom til vores første online møde den 19. januar kl. 17.00 på Zoom. Tilmeld dig her: groen.praksis@protonmail.com, så får du tilsendt et link til mødet.

Vi glæder os til at fortælle dig mere om vores projekt! Og måske få dig med på holdet 💚

Forresten ... hvis din praksis har arbejdet med klimaaftryk eller enkelte bæredygtige løsninger, hører vi meget gerne fra dig!

Kærlig hilsen 
Karolina Lewandowska & Salli Rose Tophøj
 

For mere info:


DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø

Telefon: 7070 7431 E-mail: dsam@dsam.dk