Find inspiration og bidrag med projekter i DSAM's nye Vidensbank

DSAM har netop lanceret en helt ny vidensbank, der skal udbygge erfaringsudvekslingen mellem de praktiserende læger i Danmark. Vidensbanken skal fungere som opslagsværk for læger, personale og andre med interesse for kvalitetsudvikling i almen praksis. Det vil være muligt at hente inspiration til især praksisnære udviklingsprojekter og søge viden om særlige emner. Endelig er der mulighed for at bidrage med egne projekter.

Formand for arbejdsgruppen, hoveduddannelseslæge Ida Feilberg, siger: "Jeg håber virkelig, at de praktiserende læger vil tage Vidensbanken til sig. Den giver så god mening. Den skal være det værktøj, du lige stod og manglede for at komme videre med din idé. Vi har lagt et stort arbejde i at lave en brugervenlig og logisk database. Nu skal den integreres i hverdagen og gøres levende!"

Find inspiration til det næste udviklingsområde

Allerede nu er der projekter i Vidensbanken og dermed inspiration at finde til jeres næste projekt. Det kan være, I skal bruge et emne til den næste udviklingsdag i praksis eller det næste fokusområde i klyngen.

Vi håber og forventer, at der med Vidensbanken kan komme god erfaringsudveksling mellem både praksis og klynger samt projektejere, der tæller enkelte lægehuse men også flere aktører fra de almenmedicinske kvalitets- og forskningsmiljøer.

Upload dit projekt og vind en god flaske champagne

Alle, som har arbejdet med en lokal indsats i klinikken eller klyngen, og som har beskrevet den, kan dele ud af erfaringerne via Vidensbanken. Blandt de første, som uploader information om et projekt via hjemmesiden, trækkes der lod om et par gode flasker champagne. Vinderne får direkte besked fra sekretariatet i DSAM inden 1. juli.

Læs mere på vidensbanken.dsam.dk

DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø

Telefon: 7070 7431 E-mail: dsam@dsam.dk