Publiseret: 2025
Hypo- og hypertyreose hos voksne
Diagnostik, behandling og opfølgning
Forord
Denne vejledning er en opdatering af vejledningen ”Hypo- og hyperthyreose hos voksne. Diagnostik, behandling og opfølgning i almen praksis”, der udkom i 2016. Formen er bibeholdt, men arbejdsgruppen har gennemgået alle nye anbefalinger og har tilføjet nye afsnit om kombinationsbehandling og om gravide med stofskiftesygdom.
Målgruppen for denne vejledning er læger og øvrigt personale, der er involveret i diagnostik, udredning, behandling og kontrol af voksne (over 18 år) med hypo- eller hypertyreose.
Vejledningen fokuserer på de dele af udredning, behandling og kontrol, der iværksættes og håndteres i almen praksis. Undersøgelser og behandlinger, der varetages i sekundærsektoren, beskrives ikke nærmere i denne vejledning.
Hensigten har været at skrive en vejledning, som er målrettet de kliniske problemstillinger, der hyppigt forekommer, og som medfører mange diagnostiske og behandlingsmæssige overvejelser i almen praksis.
Arbejdsgruppen omfatter fire speciallæger i almen medicin. Denne gruppe har været assisteret af en forskningsassistent og en endokrinolog, som har været en uvurderlig hjælp. Under udarbejdelsen af vejledningen har arbejdsgruppen været i dialog med speciallæger i sekundærsektoren. Denne faglige sparring sikrer, at der er sammenhæng mellem denne vejledning og andre vejledninger, som gælder for sekundærsektoren.
Det er arbejdsgruppens ønske, at denne vejledning vil være til gavn for patienter, læger og andet sundhedspersonale i almen praksis.
Arbejdsgruppen, november 2025