Dansk Selskab for Almen Medicin logoDansk Selskab for Almen Medicin logo

Faglig profil for almen medicin

Den almenmedicinske speciallægeuddannelse tager 5 år. Introduktionsstillingerne er på 6 måneder, hvis du har haft almen praksis i din kliniske basisuddannelse. Hvis din kliniske basisuddannelse var uden almen praksis, skal du have en 12 måneders introduktionsstilling. Hoveduddannelsesstillingerne tager 4 ½ år, heraf 2 ½ på hospitalsafdelinger. 

Internationale undersøgelser viser, at sundhedssystemer med et højt almenmedicinsk uddannelsesniveau og en velfungerende primærsektor er de mest behandlingseffektive. Nyuddannede danske almenmedicinere er formentlig blandt de bedst kvalificerede i verden, og almen praksis har en central og påskønnet plads i det danske sundhedsvæsen.

Uddannelseslægen trænes i at håndtere en lang række kliniske situationer og sygdomstilfælde, der behandles i almen praksis. Man opbygger en særlig horisontal ekspertise, dvs. en evne til overblik og diagnostisering på tværs af de klassiske medicinske specialer. Der er i almen praksis adgang til et stigende antal parakliniske undersøgelser og der fordres derfor en høj medicinsk indsigt. I almen praksis arbejder man tæt på patienternes sociale liv, følger dem over tid, og man præsenteres for meget forskellige kliniske problemer. Det stiller særlige krav til at kunne integrere de øvrige lægeroller i fagligheden. Evne til kommunikation, samarbejde og sundhedsfremme er centrale i faget. Det gælder også evnen til målrettet problemorienteret akademisk videnssøgning pga. det store faglige felt der dækkes. En almen praktiserende læge er chef i egen praksis og man har rollen som arbejdsgiver. Det er en udfordring men giver mulighed for stor indflydelse på egne arbejdsforhold og egen arbejdsplads.

Almen praksis varetager det første møde med patienten. Den langt overvejende del af henvendelserne løses i almen praksis. Et stort og stigende antal patienter med kroniske lidelser følges og behandles i almen praksis, og man indgår i tværfaglige sammenhænge som fx ved ”shared care” og terminale forløb. I almen praksis møder man også patienter med problemer i grænselandet mellem sygdom, sociale og psykiske problemer, og en almenmediciner skal være indstillet på at kunne give professionel støtte og empati til patienter i kriser. Begreber som motivation, personlige ressourcer, compliance, sociale netværk og respekt for den personlige autonomi er dele af det daglige arbejde.

Det tætte møde med patientens liv og de uselekterende problemstillinger fordrer professionalisme i den lægefaglige håndtering, så tillid, faglighed, efteruddannelse, dømmekraft og patientens - såvel som lægens personlige integritet sikres.

Vagtarbejde er også en del af almen medicin, den gennemsnitlige vagtbelastning målt i tid er dog relativ beskeden. Varetagelse af lægevagtarbejde indgår i uddannelsen.

Almen medicin har eget videnskabeligt selskab, der udgiver kliniske vejledninger og fremmer den faglige standard, vidensdannelse og undervisning. Alment praktiserende læger har en stor og spændende formidlingsfunktion, både over for patienter og personale i praksis. Evne til undervisning er en vigtig del af fagligheden.

Uddannelsen er tilrettelagt omkring fagets målbeskrivelse. Uddannelsesaktiviteterne og kompetencerne registreres online i porteføljen på uddannelseslæge.dk.

Hvis du er til selvstændigt ansvar, stort fagligt overblik og afvekslende arbejde blandt patienter du kender, børn såvel som voksne, er almen medicin måske noget for dig.Det kræver, du er fagligt indsigtsfuld, har gode kommunikative og samarbejdsevner samt kan rumme en lægefaglighed, der indeholder både konkret medicinsk viden og vilje/evne til omsorg og empati.