Benny Ehrenreich
Valgoplæg 2026
Oprettet/sidst redigeret den
Om mig selv:
Jeg er 67 år, fuldtids praktiserende læge på Nørrebro siden 2000. Jeg har bred erfaring udover det kliniske arbejde i egen klinik – som bl.a. tidligere: praksiskonsulent og praksiskoordinator på Bispebjerg hospital, redaktør på “Månedsskrift for Almen Praksis”, repræsentant i Praktiserende Lægers Organisation 2014-18, formand for PLO-København 2020-24, og siden 2014 har jeg været repræsentant i DSAM. Jeg er desuden bestyrelsesmedlem i Læger Uden Sponsor.
Retrospektivt:
De sidste 13 år har været skelsættende for almen praksis, med et betydeligt pres på vores fag. Det er ikke naturgivet, at faget består, uden vi løbende forklarer, hvad der er det almen medicinske speciales særkende og berettigelse. Efter vedtagelsen af Sundhedsreformen og dens løbende implementering, er det om muligt blevet endnu mere påkrævet. En vigtig brik i løsningen af den opgave er vores faglige selskab DSAM. DSAM har gennem de sidste mange år markeret sig stærkt, både centralt på Christiansborg, i diverse udvalg under Sundhedsstyrelsen og i den offentlige debat.
Fremadrettet:
Jeg vil arbejde for at fastholde DSAM’s nuværende linje med fokus på det almenmedicinske fag, hvor relationen og den personcentrerede medicin udgør en kerne, der er nødvendig for effektivt at påtage os rollen som gatekeeper, behandle de syge og lade de raske være raske.
Jeg vil arbejde for at modvirke overdiagnostik, overbehandling og medicinalindustriens uetiske markedsføring af deres produkter.
Jeg vil arbejde for, at datadeling sker, så patienterne trygt kan stole på at personhenførbare helbredsoplysninger anonymiseres og beskyttes.
Jeg vil arbejde for, at Sundhedsreformen bliver implementeret i et hensigtsmæssigt tempo, uden der overføres nye opgaver til almen praksis, før vi har kapaciteten dertil; og at vi helt undgår at få tildelt uhensigtsmæssige opgaver.
Jeg bakker 100% op om det nuværende formandskab.