Janni Kristensen
Valgoplæg 2026
Oprettet/sidst redigeret den
Jeg er læge i kompagniskab i Sæby og har deltaget i DSAM's faglige fællesskab i mange år.
Det er vigtigt, at praksislæger mødes på tværs af regionsgrænserne og drøfter vilkårene for os og vores patienter. Det er inspirerende og ofte en øjenåbner, når forskellene viser sig. Derfor er det også vigtigt, at der er kollegaer fra hele landet, der har kræfter til at deltage i det centrale arbejde og i bestyrelser og dialogfora, hvor vi kan påvirke retningen for vores fag. Det er også DIN indsats, der er behov for…
Jeg brænder for mine patienter OG for retten til at fortælle dem, når almen praksis ikke er stedet, der har et quickfix. Hvordan kan de i stedet selv blive bedre til at løse deres problemer? Det samme må vi stå fast på i forbindelse med opgaveflytning i sundhedsvæsenet. Det er ikke flytning 1:1, der er vigtig, men målet for patienten OG samfundet, der skal være i fokus. Måske skal det nås på en helt anden måde end i dag? Måske har vi ikke ressourcerne? Helt sikkert er det, at vi kommer til at skulle prioritere og har brug for opbakning fra ledelse, politikere og patienter.
Jeg håber uendeligt meget på, at vi i vores samfund ser, at fællesskaber er helbredende, og at ensomhed og dårlig trivsel næres af de vilkår, vi lader teknologi og krav om hastighed lægge ned over os. Oftest skal et barns mistrivsel ikke løses i psykiatrien. Måske skulle vi – ligesom tre måneders træning før henvisning til ortopæderne – have fremmet evidensen for tre måneders familiedetox fra telefoner og sociale medier og genoptræning i nærvær og livskvalitet? I langsomhed og fællesskab omkring måltider, bevægelse og natur og de små tings glæder?
Jeg vil opfordre til, at bestyrelserne i DSAM Nordjylland og DSAM centralt arbejder på at få styrket den nære hjælp, de konkrete anvisninger i problemløsning og støtten hertil i kommune og civilsamfund – de multifaglige løsninger.Det er langt mere fremtidsorienteret end køb af private aktører til at lave psykiatriske udredninger, uden at der er støtte i det nære miljø til at følge op på anvisningerne og hjælpen i hverdagen.