Referat fra ordinært repræsentantskabsmøde 2026
Referat fra repræsentantskabsmødet den 3. oktober 2026
Oprettet/sidst redigeret den
1. Valg af dirigent
Formand Maria Krüger bød velkommen til mødet. Bestyrelsen havde indstillet Anne Holm til dirigent, og hun blev valgt.
2. Konstatering af fremmøde
Anne Holm takkede for valget og oplyste, at repræsentantskabsmødet var lovligt indkaldt i henhold til DSAM’s vedtægter. Der var afbud fra 1 repræsentant samt dennes suppleant = i alt 24 repræsentanter til stede. Repræsentantskabet var dermed beslutningsdygtigt iht. § 5, stk. 9 i DSAM’s vedtægter. Dagsordenen blev godkendt uden bemærkninger.
3. Formandens beretning
Maria Krüger bød de nye medlemmer af repræsentantskabet velkommen.
Maria orienterede om det regionale arbejde og bakkede op om forslaget fra Region Midtjylland om godtgørelse af suppleanter for deres arbejde i regionsbestyrelserne. Der er samtidig fokus på at styrke sammenhængen mellem DSAM centralt og regionalt. Der er igangsat en møderække mellem de regionale formænd, formandskabet og sekretariatet, og samarbejde, koordinering og kommunikation skal løbende udvikles.
Maria orienterede om DSAM’s dialog med det politiske niveau og myndighederne. DSAM deltager aktivt i arbejdet med de kommende initiativer for at sikre faglig indflydelse, men deltagelsen er ikke i sig selv udtryk for opbakning til alle initiativer.
Der blev orienteret om det kommende Faglige Råd, som skal bidrage til koordinering af efteruddannelse, uddannelse og forskning i almen praksis. DSAM får to pladser i rådet. Det endelige kommissorium afventes. DSAM har afgivet høringssvar, som kan læses på hjemmesiden.
Der er generelt god opbakning til DSAM’s udspil ”En patient, en plan, et årshjul”. DSAM har inviteret relevante patientforeninger til dialog og vil desuden besøge klinikker for at præsentere initiativet. Det blev fremhævet, at initiativet skal understøtte hensigtsmæssig brug af både patienternes og lægernes tid og ressourcer.
Der blev desuden drøftet behovet for et stærkt regionalt engagement, herunder dialog med de regionale sundhedsråd. Flere steder er der allerede etableret gode relationer.
DSAM arbejder med faglig ledelse og er ved at udarbejde et politikpapir på området, herunder principper for, hvornår nye opgaver kan tilgå almen praksis. Emnet drøftes desuden på Lægedage på et fælles møde mellem DSAM, PLO og de regionale formænd. Det blev fremhævet, at dialogen mellem speciallæger på tværs af sektorer bør være ligeværdig og tage udgangspunkt i patientens bedste.
Maria orienterede om, at DSAM har en vejledning om menopausal behandling på vej. Medicinrådet og Sundhedsstyrelsen har ligeledes initiativer på området. Det blev desuden fremhævet, at DSAM bør have en tæt dialog med SundK, og der blev rejst forslag om at arbejde for en bestyrelsespost frem for en observatørpost.
DSAM afholder sammen med søsterselskaber en konference om børn og trivsel på Christiansborg den 11. november.
Repræsentantskabet drøftede prioritering af DSAM’s ressourcer i lyset af de mange kommende opgaver. Der var enighed om behovet for tydelig prioritering og for i højere grad at bringe både regionale kræfter og repræsentantskabets medlemmer i spil i selskabets arbejde og udpegninger.
Der blev samtidig drøftet balancen mellem sekretariatets understøttelse og den lægefaglige repræsentation af selskabet. Sekretariatet skal skabe gode rammer for arbejdet, mens den lægefaglige repræsentation er central for DSAM’s legitimitet. Mulige fremtidige modeller for organisering og honorering blev kort drøftet.
Det nye repræsentantskab er inviteret til et onboardingmøde med introduktion til aktuelle dagsordener og indsatsområder. Forud for mødet deles et strategisk overblik over igangværende opgaver og deres status.
Louise Hørslev, sekretariatschef i DSAM, orienterede om, at retning for selskabet med fordel kan drøftes nærmere på forårsrepræsentantskabsmødet. Bestyrelsen drøfter dato og indhold på det kommende bestyrelsesmøde. Derudover opslås to nye stillinger i sekretariatet: en lægefaglig konsulent og en administrativ konsulent.
På spørgsmål om juridisk bistand orienterede Louise om, at DSAM har en fast aftale med Kent Kristensen, Aalborg Universitet. Han bistår sekretariatet med juridisk sparring i konkrete sager og i forbindelse med relevante vejledninger og andre faglige problemstillinger. Samarbejdet har været fast etableret det seneste år og fortsætter.
Afslutningsvis drøftede repræsentantskabet DSAM’s kommunikation og repræsentation. Der var ønske om, at DSAM arbejder mere proaktivt og konstruktivt med egne forslag og samtidig tydeliggør, hvordan politiske initiativer påvirker den kliniske hverdag. Sekretariatet overvejer desuden at udvide medietræningen, så bestyrelsen og eventuelt de regionale bestyrelser løbende klædes på til at repræsentere DSAM ved møder, konferencer og i pressen.
4. Drøftelse af formandens beretning
Spørgsmålene blev drøftet under beretningen.
5. Beretninger fra udvalg under selskabet
Christina Kjerulff, afgående bestyrelsesmedlem, orienterede om, at hendes tid i bestyrelsen er udløbet, og at hun har været glad for at være formand for Kvalitetsudvalget.
Christina orienterede om DSAM’s bekymring for patientsikkerheden i forbindelse med det nye lovforslag om adgang til og anvendelse af patientdata. DSAM arbejder på et fagligt modsvar og lægger vægt på, at patienterne fortsat skal have indsigt i og indflydelse på, hvem der får adgang til deres data, og hvordan oplysningerne anvendes.
Der er desuden et løbende samarbejde med PLO om digitalisering og de problemstillinger, der følger med den øgede anvendelse og deling af sundhedsdata.
6. Drøftelse af disse beretninger
Anne Holm orienterede om, at der var en række andre beretninger, som hun opfordrede til at læse.
7. Godkendelse af DSAM’s regnskab og budget samt fastsættelse af kontingenter for det følgende år
Phillip Wellendorph fra Ri Revision gennemgik DSAM’s regnskab for 2025 og orienterede om, at der var en erklæring uden forbehold, og at det på forhånd var godkendt af de lægelige revisorer og bestyrelsen. Der er en god synergi mellem budget og regnskab, hvilket viser en god budgetlægning og budgetstyring fra sekretariatets side.
Phillip gennemgik ligeledes regnskab for kliniske vejledninger.
Regnskaberne blev godkendt af et enigt repræsentantskab.
Phillip gennemgik DSAM-budgettet for 2026.
Der blev spurgt til administrationsomkostningerne, som var steget med 20 %. Dorthe Pedersen, bogholder i DSAM, forklarede, at stigningen bl.a. skyldtes øgede udgifter til kurser og udstyr til medarbejderne i takt med, at sekretariatet er blevet udvidet.
Torsten Risør, Region Østdanmark, spurgte til baggrunden for størrelsen på egenkapitalen. Louise Hørslev orienterede om, at der er en principbeslutning om at have en egenkapital på ca. 5 mio. kr. som økonomisk sikkerhed til bl.a. husleje, lønninger og mødegodtgørelser. Egenkapitalen anvendes løbende til prioriterede formål, herunder projekter og investeringer i it m.v.
På spørgsmål om, hvorvidt egenkapitalen er investeret, orienterede Dorthe om, at repræsentantskabet tidligere har truffet en principbeslutning om ikke at investere medlemmernes midler.
8. Valg af formand, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til bestyrelsen, jf. DSAM’s love § 6, stk. 1-11
Henriette Lund Noesgaard, Region Syddanmark, og Daniel Sindhøj, Region Østdanmark, stillede op som kandidater til det repræsentantskabsvalgte medlem af bestyrelsen.
Henriette og Daniel holdt et kort valgoplæg, og der blev holdt skriftlig afstemning.
Daniel blev valgt som medlem og Henriette som suppleant til bestyrelsen.
Bolette Jeppesen stillede op og blev valgt som det repræsentantskabsvalgte medlem til bestyrelsen for FYAM. Maria Dahl Overgaard blev valgt som suppleant til bestyrelsen for FYAM.
Maria overrakte gaver til Christina Kjerulff, Region Østdanmark og Malene Nepper, afgående formand for FYAM, for deres indsats i bestyrelsen.
9. Valg af revisorer, jf. DSAM’s love § 8
RI Revision blev genvalgt.
10. Forslag fra medlemmer
Der var ingen forslag fra medlemmer.
11. Eventuelt
Honorering af suppleanter i de regionale bestyrelserPunktet havde været drøftet tidligere på mødet og blev derfor kun kort berørt.
Malene Nepper redegjorde for baggrunden for det gældende administrationsgrundlag, som hun havde været med til at udarbejde. Der var opbakning til, at suppleanter kan modtage mødegodtgørelse, når de deltager i regionsbestyrelsernes møder. Det blev samtidig fremhævet, at der bør gælde ensartede principper på tværs af regionerne.
Det blev drøftet, om samme princip bør gælde for suppleanter i øvrige udvalg, og at der derfor er behov for en mere principiel stillingtagen til honorering af suppleanter generelt.
Anne Holm foreslog, at der i første omgang træffes en midlertidig beslutning om de regionale suppleanter, som forelægges bestyrelsen, da der aktuelt er et særligt behov for at styrke det regionale arbejde. Senere kan man se på de mere generelle principper igen på bestyrelsen/repræsentantskabets anmodning.
Sekretariatet laver et beslutningsoplæg til det kommende bestyrelsesmøde.
Koordineringen mellem det regionale og centrale niveau i DSAMThomas Purup, Region Midtjylland, orienterede om, at der allerede er igangsat en række initiativer for at styrke sammenhængen mellem DSAM centralt og regionalt, herunder onboardingmøder og løbende møder mellem formanden og de regionale formænd. Det blev fremhævet, at drøftelsen af det regionale samarbejde også havde været berørt flere gange tidligere på mødet.
Der var opbakning til, at løsningen ikke er at udvide hovedbestyrelsen, men i højere grad at styrke det regionale ansvar og mandat. Mireille Lacroix, lægefaglig konsulent i DSAM, påpegede, at dem, der bruger vores udpegedes tid, også betaler for den, og økonomi derfor ikke er et problem. De løbende møder mellem formanden og de regionale formænd skal fortsætte. Det blev desuden foreslået, at alle regionsbestyrelser kan overveje at have en næstformand.
Bolette Friderichsen, Region Nordjylland, fremhævede betydningen af at bygge bro mellem det centrale og regionale niveau, og af at de regionale formænd får et tydeligt mandat. Anders Elkær Jensen, Region Syddanmark, fortalte, at man i deres regionsbestyrelse har haft fokus på at sikre koordinering mellem de regionale og nationale aktiviteter.
Janni Kristensen, Region Nordjylland, pegede på, at de regionale bestyrelser bl.a. har en vigtig opgave i forhold til medlemsmøder og dialog med sundhedsrådene. Det er en omfattende opgave, og den regionale organisering er fortsat under opbygning.
Louise Hørslev orienterede om, at det regionale samarbejde er et centralt tema på det kommende fælles bestyrelsesmøde mellem DSAM og PLO. Her skal det regionale landskab beskrives, og der skal arbejdes med støttemateriale om bl.a. sundhedsreformen og faglig ledelse samt en tydeliggørelse af henholdsvis DSAM’s og PLO’s roller. Det blev aftalt, at sekretariatet efter det fælles bestyrelsesmøde sender repræsentantskabet en oversigt over den regionale organisering.
Muligheden for et kursus for regionale repræsentanter blev drøftet med inspiration fra PLO’s tillidsmandskurser. Det blev fremhævet, at den nye regionale organisering fortsat er under udvikling, og at erfaringerne derfor løbende skal evalueres. På sigt kan et DSAM-kursus for regionale repræsentanter, eventuelt i samarbejde med PLO, overvejes. Det kan også overvejes at dedikere forårsrepræsentantskabsmødet til dette.
Thomas rundede punktet af med at foreslå, at den regionale organisering og samarbejdet mellem det centrale og regionale niveau løbende tages op på kommende møder mellem formand, sekretariat og de regionale formænd.
Referent: Louise Hørslev, sekretariatschef