DSAM Logo

Baggrund

Klimaforandringer er den største trussel for den globale sundhed, og vi ønsker derfor en fremtid, hvor udledningen af drivhusgasser begrænses som foreslået af FN’s klimapanel (IPCC). Samtidig er sundhedsvæsenet en af de væsentligste bidragsydere til udledning af CO2. I Danmark udleder sundhedsvæsenet 4-6% af vores samlede CO2-aftryk – altså dobbelt så meget som flyindustriens.

En af de største ’klimasyndere’ i almen praksis er lægemidler. I Storbritannien har man i sundhedssystemet National Health Service (NHS) eksempelvis beregnet, at medicin står for næsten en fjerdedel af sundhedsvæsnets samlede CO2-udledning. Og noget medicin er mere klimatungt end andet - f.eks. svarer klimaaftrykket for en enkelt inhalationsspray til en køretur i bil på ca. 280 km, hvorimod klimaaftrykket for den tilsvarende pulverinhalator svarer til ca. 6 km køretur.

Almen praksis har potentiale til at bidrage til reduktionen af sundhedsvæsenets klimaaftryk. Desuden rækker almen praksis ud til langt størstedelen af befolkningen, som vi kan forsøge at påvirke til at leve mere bæredygtig og sundt.

Formål

Grøn Praksis ønsker fokus på en mere bæredygtig almen praksis, således at vi kan bidrage til en forbedring af folkesundheden for vores patienters skyld. Vi vil således bane vejen for almen praktiserende læger i hele landet, der ønsker at nedbringe deres CO2-aftryk.

Desuden ønsker vi at formidle viden om sammenhængen mellem klimaforandringer og sundhed til vores kollegaer og vores patienter.

Vi ønsker bl.a. at arbejde inden for rammerne af DSAM’s pejlemærker. Vi ønsker eksempelvis at arbejde evidensbaseret, undgå overdiagnostik og unødige undersøgelser, øge fokus på medicinsanering, så vi undgår uhensigtsmæssig og for meget medicin, øge fokus på forebyggelse, og vi ønsker en indsats overfor de kronisk syge og sårbare, der har størst risiko for klimarelaterede sygdomme herunder dehydrering, luftvejssygdomme, infektioner og allergier.

Inspiration fra udlandet

I Storbritannien har NHS, ved at fokusere på bæredygtig sundhed, nedbragt CO2-udslippet med næsten 20% fra 2007-2017. Det er bl.a. sket ved en målrettet forbedring af indkøbspolitik og ordinationsmønstre. Desuden har de nu meldt ud at ville være CO2-neutrale i 2040.

Siden 2014 har Royal College of General Practice (RCGP) sammen med blandt andre Health Education England udviklet en grøn værktøjskasse ’Green Impact for Health’ til praktiserende læger som hjælp til at reducere deres miljøaftryk. Mindst 700 lægehuse i England er allerede i fuld gang med at blive mere ’grønne’.

I projekt ’Bæredygtig Vårdcentral’ i Värmland i Sverige er to pilotpraksis i gang med at reducere deres CO2-udledning primært ved at ændre på udskrivelse af lægemidler og brug af engangsmaterialer. En af de praktiserende læger er nu ansat af region Värmland mhp. at udbrede konceptet til resten af området.