Skærmsundhed
Interessegruppe med fokus på skærmsundhed og digital trivsel hos børn og unge
Oprettet/sidst redigeret den
Baggrund for gruppen:
Der er stigende fokus på, hvor meget børns og unges mentale sundhed er påvirket af deres digitale liv. Ifølge Sundhedsstyrelsen rapporterer mange unge om dårligere søvn, lavere fysisk aktivitetsniveau og øget ensomhed i takt med øget skærmbrug (1-3). WHO’s guidelines fra 2020 understreger vigtigheden af at begrænse passiv skærmtid og fremme fysisk aktivitet og søvn – særligt hos børn under 5 år (4).
En stor del af den eksisterende forskning på området bygger dog på observationsstudier, hvor resultaterne ofte beskrives i form af associationer, f.eks. Vidensrådet for Forebyggelse påpeger i en rapport fra 2023, at overdreven skærmbrug kan være associeret med forstyrret følelsesregulering, opmærksomhedsproblemer og nedsat trivsel allerede i de første leveår (2).
Nyere forskning har nu begyndt at tilføre mere robust evidens og underbygger kausale sammenhænge. En randomiseret kontrolleret undersøgelse publiceret i JAMA Network Open i 2024 viser, at blot to ugers reduktion i fritids-skærmtid blandt børn og unge førte til signifikant forbedring i mental trivsel – især færre internaliserende symptomer (f.eks. angst og nedtrykthed) og øget socialt engagement. Effekten var moderat, og på niveau med multifokale behandlingsindsatser for psykiske problemer hos unge (5). Nyere neurovidenskabelig forskning har desuden vist, at overdreven brug af digitale medier kan påvirke hjernens udvikling – særligt præfrontale områder relateret til impulskontrol, beslutningstagning og følelsesregulering, samt amygdala, der bearbejder angst og emotionel reaktivitet. Langvarig eksponering overfor sociale medier og notifikationer kan potentielt føre til strukturelle ændringer og øget psykisk sårbarhed (6).
I almen praksis møder vi børn og familier på centrale tidspunkter – under graviditet, i barnets tidlige leveår og ved løbende børneundersøgelser. Det giver os som praktiserende læger en særlig mulighed for at vejlede om sund digital adfærd og identificere begyndende problemer. Samtidig efterspørger mange læger konkret viden, værktøjer og faglig sparring om skærmbrugens konsekvenser og håndtering i klinisk praksis (7). Der er derfor behov for en faglig platform, hvor viden kan deles og udvikles i overensstemmelse med almenmedicinske værdier og rammer i tæt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde både med klinikere og forskningsmiljøer.
Formål med gruppen
At bidrage med faglig viden om skærmbrug og digital sundhed hos børn og unge i almen praksis samt videreformidle fagligt begrundet refleksion herom.
At udvikle og dele klinisk anvendelige værktøjer, vejledninger og informationsmaterialer i tæt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.
Vision
At alle børn og unge i Danmark støttes i et digitalt liv, der fremmer trivsel, udvikling og sundhed – med almen praksis som en aktiv, vidensbaseret medspiller.
Mission
At samle og styrke almenmedicinsk faglighed om digital trivsel og skærmsundhed, så praktiserende læger kan handle kompetent, vidensbaseret og nuanceret i mødet med børn, unge og familier.
Værdigrundlag
Gruppens arbejde er ikke nødvendigvis udtryk for DSAM's holdning, men bygger grundlæggende på DSAM’s værdier og pejlemærker og forankres i følgende principper:
Faglighed og evidens: Baseret på opdateret videnskabelig viden og nationale/internationale retningslinjer
Patientcentrering: Barnets og familiens perspektiv i centrum
Forebyggelse: Tidlig, empatisk vejledning som nøgle til bedre trivsel
Samarbejde: Tværfaglig og tværsektoriel tilgang
Lighed i sundhed: Bevidsthed om sociale og kulturelle forskelle i digital adfærd.
Organisering og opstart
Interessegruppen er nystiftet og udspringer af en tværfaglig interesse for børn og unges skærmvaner og digitale trivsel. Gruppen består aktuelt af: Benjamin Hoffmann Petersen, Kamilla Gundersen, Leela Charlotte Sengupta, Nikolaj Mach Østergaard, Søren Møller Petersen og Thomas Purup.
Interessegruppen samarbejder desuden med sundhedsplejerske og Ph.d., Christina Louise Lindhardt.
Gruppen er åben for eventuelt interesserede.
Kontaktperson: Kamilla Gundersen, mail: g.kamilla@hotmail.com
Kamilla Gundersen, læge og HU i almen medicin, er aktuelt i gang med et forskningsprojekt om implementering af patientrettet materiale om skærmbrug i almen praksis og sundhedsplejen. Projektet vil på sigt kunne danne grundlag for udvikling af beslutningsstøtte og opdaterede samtaleværktøjer til brug i børne- og graviditetsundersøgelser.
Første fase i interessegruppens arbejde vil fokusere på at organisere gruppens mødestruktur, definere arbejdsformer og rekruttere flere medlemmer. Vi ønsker at skabe et praksisnært og handlekraftigt forum med konkrete opgaver, f.eks.:
Indsamling og formidling af evidensbaseret viden om skærmbrug
Udvikling af kliniske redskaber og patientinformation
Undervisning af uddannelseslæger og sundhedsprofessionelle
Formidling på skoler, institutioner og arbejdspladser
Initiering af forskningsprojekter med afsæt i almen praksis.
Referencer
Ottosen MH, Asger &, Andreasen G. Børn og unges trivsel og brug af digitale medier - to analysenotater. 2020 [cited 2025 May 24]; Available from: www.vive.dk.
Holstein BE, Henriksen TB, Rayce SB, Ringsmose C, Skovgaard AM, Teilmann GK, Væver MS. Mental sundhed og psykisk sygdom hos 0-9-årige børn. København: Vidensråd for Forebyggelse, 2021: 1-304. [cited 2025 May 24]. Available from: https://vidensraad.dk/rapport/mental-sundhed-og-psykisk-sygdom-hos-0-9-aarige-boern.
Lund L, Sølvhøj IN, Danielsen D, Folker AP, Andersen S. Digitale enheders betydning for søvn hos 0-15-årige børn og unge Et systematisk review. 2020 [cited 2025 May 24]; Available from: www.sdu.dk/sif.
World Health Organization. Guidelines on physical activity, sedentary behaviour and sleep for children under 5 years of age [Internet]. 2019 [cited 2025 May 24]. Available from: https://iris.who.int/handle/10665/311664.
Schmidt-Persson J, Rasmussen MGB, Sørensen SO, Mortensen SR, Olesen LG, Brage S, et al. Screen Media Use and Mental Health of Children and Adolescents: A Secondary Analysis of a Randomized Clinical Trial. JAMA Netw Open [Internet]. 2024 Jul 1 [cited 2025 May 24];7(7):e2419881–e2419881. Available from: https://jamanetwork.com/journals/jamanetworkopen/fullarticle/2821176.
Sala A, Porcaro L, Gómez E. Social Media Use and adolescents’ mental health and well-being: An umbrella review. Computers in Human Behavior Reports [Internet]. 2024 May 1 [cited 2025 Jun 2];14. Available from: https://joint-research-centre.ec.europa.eu/jrc-explains/jrc-explains-why-are-children-and-adolescents-vulnerable-social-media_en.
Madelaire LF, Jeppesen P, Hansen ASK, Mainz J, Bikic A, Nordentoft M, et al. Skærmbrug og børn og unges mentale sundhed. Ugeskr Laeger [Internet]. 2024 Nov 25 [cited 2025 May 24];186(48). Available from: https://ugeskriftet.dk/videnskab/skaermbrug-og-boern-og-unges-mentale-sundhed.